Brussels Airlines skal fremover flyve under navnet Eurowings i Europa, mens det endnu ikke er afgjort, hvilket navn selskabets langruter skal operere under.
Belgiske Brussels Airlines har siden slutningen af 2016 været 100 procent ejet af Lufthansa-gruppen, og sidste år blev selskabet en integreret del af Lufthansa-gruppens point-to-point-selskab Eurowings.
Hidtil er navnet Brussels Airlines dog bevaret som et selvstændigt varemærke, men nu er der udsigt til, at Lufthansa-gruppen vil skille sig af med Brussels Airlines-navnet – i hvert fald på de europæiske ruter, hvor man fremover kun vil operere som Eurowings i point-to-point-segmentet.
Det siger Brussels Airlines administrerende direktør Christina Förster til den belgiske avis La Libre Belgique.
Et samlet varemærke
“Det er muligt, at Brussels Airlines-navnet vil forsvinde i vores europæiske netværk. Det er klart, at når vi vil skabe et paneuropæisk netværk, kan vi ikke beholde hvert enkelt varemærke. Derfor vil navnet kunne blive ændret på mellemdistanceruterne. Vi diskuterer stadig navnet for langdistance-brandet,” siger Christina Förster til det belgiske medie.
Det fremgår ikke af interviewet, hvornår Brussels Airlines-navnet vil forsvinde på det europæiske rutenetværk.
Ikke nye langruter i år
Brussels Airlines flyver driver både en lang række europæiske ruter og ruter til en række oversøiske destinationer. Selskabets langrutenetværk fokuserer især på destinationer i afrikanske lande, som Belgien historisk set har tætte forbindelser til.
Christina Förster understreger i interviewet, at Brussels Airlines trods navneændringen til Eurowings på de europæiske ruter fortsat vil være et belgisk selskab, og man planlægger i år at ansætte omkring 200 nye medarbejdere i Belgien.
Tyske Christina Förster tiltrådte som administrerende direktør i Brussels Airlines i april sidste år, hvor hun afløste Bernard Gustin. Hendes primære opgave er i første omgang at forbedre selskabets rentabilitet, og det gælder ikke mindst i langrutenetværket.
“Vi er ikke længere i umiddelbar fare, men vi er heller ikke i roligt vand som andre flyselskaber i gruppen, for eksempel Lufthansa og SWISS,” siger Christina Förster i interviewet med La Libre Belgique.
Der er derfor ingen planer om at udvide med nye Brussels Airlines-langruter i løbet af 2019, fastslår hun.
Relaterede artikler:
Brussels Airlines opgiver Asien