Brussels fortsætter med nødprogram

Brussels Airlines vil tidligst lørdag vende tilbage til Bruxelles Zaventem-lufthavnen efter sidste uges terrorangreb. Indtil da opererer selskabet fra to belgiske, en tysk og en schweizisk lufthavn.

Kort tid efter terrorangrebet i Bruxelles’ Zaventem-lufthavn tirsdag i sidste uge begyndte Brussels Airlines at operere med et nødtrafikprogram fra de to belgiske provinslufthavne Liege og Antwerpen samt fra lufthavnene Frankfurt am Main og Zürich Kloten. Og sådan kommer det til at fortsætte nogle dage endnu, da det endnu er uvist hvornår lufthavnen kan genåbnes.

Indtil videre planlægger Brussels Airlines med, at de europæiske flyvninger vil blive opereret ind og ud af lufthavnene i Liege og Antwerpen frem til og med fredag den 1. april. Det meddelte Brussels Airlines mandag middag.

Transitbusser indsat
Der vil være tale om et stærkt reduceret trafikprogram, som kun planlægges få dage frem. Mandag eftermiddag havde selskabet således kun trafikprogrammet for tirsdag og onsdag på plads. Selskabet kører efter en plan hvor alle flyvninger til enkelte destinationer er aflyst, mens langt de fleste ruter er blevet reduceret til kun at have en daglig returflyvning fra enten den ene eller den anden belgiske provinslufthavn. Hvilke flyvninger der udgår og ankommer til hvilken lufthavn, fremgår af seslskabets hjemmeside. Der er indsat transitbusser mellem Bruxelles’ centrum og de to lufthavne.

De interkontinentale flyvninger vil blive opereret fra Frankfurt og Zürich frem til onsdag og formentlig endnu længere tid frem. Brussels Airlines har indsat et mix af feederfly og shuttlebusser fra Liege og Antwerpen til Frankfurt og Zürich. Selskabet opretholder sine ruter til adskillige destinationer i Afrika samt New York, men har frem til 4. april aflyst flyvningerne til og fra Canada.

Aflyst begge dele
I relation til selskabets danske ruter, så indebærer nødprogrammet, at den daglige returflyvning til Billund er helt aflyst begge dage. Tirsdag er de normale fire daglige returflyvninger til København reduceret til én flyvning, der udgår fra Antwerpen kl. 09.00 med ankomst i København kl. 10.30. Den afgår så fra CPH kl. 11.05 er tilbage i Antwerpen kl. 12.35.

Onsdag er de normale tre flyvninger også reduceret til én flyvning, der afgår fra Antwerpen allerede kl. 06.30 og lander i Københavns Lufthavn kl. 8.00. Den sætter næsen tilbage kl. 8.35 og ankommer til Antwerpen kl. 10.05.

Hvordan trafikprogrammet på CPH-ruten vil se ud torsdag og fredag vil fremgå af Brussels Airlines’ hjemmeside tirsdag eller onsdag.

SAS har ikke valgt at etablere et nødprogram for selskabets fem hverdagsafgange mellem København og Bruxelles. Således har SAS i første omgang aflyst samtlige flyvninger til den belgiske hovedstad i perioden fra 22. marts til og med 29. marts.