Bruxelles Lufthavn.

Bruxelles Lufthavn har mistet op imod 1,4 mio. passagerer

Siden terrorangrebet den 22. marts har Bruxelles Lufthavn mistet en tredjedel af passagererne som følge af trafikrestriktioner samt færre passagerer i flyene.

Terrorhandlingen i Bruxelles Lufthavn den 22. marts bliver på mange måder en dyr oplevelse for den ekspansive belgiske hovedstadslufthavn. Først og fremmest mistede 32 uskyldig mennesker livet ved bombesprængningerne i lufthavnen og ved metro-stationen Maalbeek. Men Bruxelles Lufthavn har haft store omkostninger med at genetablere faciliteterne, ligesom et betydeligt passagertab også har ramt lufthavnen.

Rent konkret mistede lufthavnen i marts måned 497.364 passagerer, da der ikke var flytrafik til og fra lufthavnen indtil begyndelsen af april måned. Tilbagegangen i marts svarede til 29,1 procent i forhold til samme måned året før. I april blev passagertabet mere udtalt med 46,5 procent færre passagerer end april sidste år. Det skyldes først og fremmest, at der var begrænsninger i kapaciteten i forhold til, hvor mange fly, der kunne starte og lande på bestemte tidspunkter af dagen. Herudover var der også færre passagerer i flyene, som reaktion på terrorhandlingerne.

Samlet har Bruxelles Lufthavn i de seneste to måneder mistet mere end hver tredje passagerer fra 3.721.401 til 2.289.023 i marts og april samlet. Det svarer til en tilbagegang på 38,5 procent. Den belgiske storlufthavn startede dog året med betydelig fremgang, hvorfor antallet af passagerer år til dato ved udgangen af april er nede med 18 procent.

MAR16 MAR15 ÆNDRING %
1.214.485 1.711.849 -29,1 %
APR16 APR15 ÆNDRING %
1.074.538 2.009.561 -46,5 %
MAR-APR16 MAR-APR15 ÆNDRING %
2.290.023 3.721.410 -38,5 %

Kilde: Brussels Airport

Udenfor top20
Udover at terrorhandlingen var en tragedie, der kostede dødsofre, må det også være bittert for lufthavnen at konstatere, at de senere års indsats for at styrke udviklingen i Zaventem-lufthavnen er blevet spoleret ved terrorangrebet.

I 2015 havde Bruxelles Lufthavn en vækst på syv procent, men der året før var 14,6 procent flere passagerer igennem lufthavnen. Derfor havde den belgiske hovedstadslufthavn rykket sig fra en plads nr. 25 til nr. 21 blandt de største lufthavne i Europa. Med en samlet vækst på 9,4 procent i årets to første måneder var Zaventem på vej mod endnu et år med en markant passagervækst.

Det har terrorhandlingen sat en midlertidig stopper for, og det bliver interessant at følge over de kommende måneder, om Brussels Airlines sammen med lufthavnen genvinder det tabte terræn, så der stadig er en plads inden for rækkevidde i top20 hos de europæiske lufthavne.

Relaterede artikler:

Bruxelles-terror har påvirket efterspørgslen hos Finnair

SAS tilbage til Bruxelles med fuldt trafikprogram

Tredje USA-flyselskab reducerer til Bruxelles

Bruxelles Lufthavn tilbage i fuld drift i juni

Terror stopper vækst i Bruxelles Lufthavn