Passagerer, som skal have indchecket bagage med på Ryanairs fly, skal vænne sig til at møde før i lufthavnen. Således lukker lavprisselskabet fra november for check-in 20 minutter tidligere end hidtil.
Ønsker Ryanairs passagerer at få en kuffert med i flyets lastrum, så skal de snart vænne sig til at møde 20 minutter tidligere i lufthavnen, end de har været vant til.
Således lyder det fra Ryanair i en pressemeddelelse, at man fra tirsdag den 10. november vil lukke check-in og bagageindlevering i alle lufthavne, man opererer i, 60 minutter før planlagt afgang mod 40 minutter i dag og 20 minutter i Ryanairs første år.
Formålet er at give passagererne mere tid til at komme gennem sikkerhedskontrol og paskøer, hvilket skal reducere det meget lille antal passagerer, som i dag misser deres fly, fordi de sidder fast i disse køer, lyder det fra Ryanair.
”Det vil give de 20 procent af vores kunder, som in-checker bagage, mere tid til at komme gennem sikkerhedskontrol og paskøer og nå frem til gaten til tiden – særligt i travle rejseperioder, hvor disse køer kan være længere,” siger Ryanairs kommercielle direktør, Dara Brady.
Indfører mere selvbetjening
Mens man snart skal møde tidligere op for at in-checke bagage, så indfører Ryanair samtidig mere selvbetjening, da man installerer flere bagage-drop-automater i lufthavne i lavprisselskabets netværk. Inden oktober vil 95 procent af lufthavnene have automaterne.
Disse selvbetjeningskiosker kan kommunikere med Ryanairs app, og det skal give passagererne mulighed for selv at indlevere bagage og printe bagagemærker, så processen går hurtigere, og ventetiden mindskes.
Ryanair understreger, at 80 procent af Ryanairs passagerer ikke umiddelbart kommer til at mærke noget til de nye regler, da disse blot vælger at gå direkte til gaten med deres bagage i hånden. For denne gruppe vil alt være, som det plejer.
Ifølge mediet The Independent kommer trækket fra Ryanair på et tidspunkt, hvor nogle passagerer hos easyJet og Ryanair har misset deres fly, siden EU’s ind- og udrejsesystem blev obligatorisk ved alle Schengenområdets grænser den 10. april, simpelthen fordi de ikke nåede igennem paskontrollen i tide.
Ind- og udrejsesystemet betyder, at statsborgere fra tredjelande uden for EU får en rejsemappe, som ajourføres af EU-landenes grænsemyndigheder, når man krydser en ydre Schengengrænse. Blandt andet så der kan holdes øje med, om man rejser ud af EU inden for den lovpligtige periode.
Relaterede artikler:
Domstol godkender Ryanairs bagageregler

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


