Cimber-fly til Esbjerg-selskab

Esbjerg-selskabet BackBone Aviation har overtaget et 50-sæders CRJ200-fly, der tidligere har tilhørt Cimber.

Det lille Esbjerg-selskab BackBone Aviation, der beskæftiger sig med helikopterflyvning, går nu ind i markedet for fastvingede fly.

Selskabet har netop anskaffet sig et Bombardier CRJ200-jetfly, der tidligere har tilhørt Cimber og fløjet for SAS indtil udgangen af marts i år.

Der er tale om et 22 år gammelt fly, der oprindeligt blev leveret til Lufthansa i april 1993. Flyet kom i april 2006 til Cimber Air, der leasede det fra Nordic Aviation Capital i Billund. Sidenhen fulgte flyet med over i Cimber Sterling samt i Cimber A/S, indtil SAS erstattede det med de nye CRJ900-fly, da produktionsplatformen blev overtaget i begyndelsen af 2015.

Fredag den 11. juli gennemførte BackBone Aviation første testflyvning med OY-RJC, som er den officielle registrering på det ældre jetfly, der har plads til 50 passagerer.

Fly på adhoc chartermarkedet
Hos BackBone Aviation har det hele tiden været planen, at selskabet skulle ind på markedet for større fastvingede fly. Siden starten i 2011 har virksomheden beskæftiget mindre helikoptere af typen Robinson og Eurocopter med plads til maksimalt fire passagerer.

“Vi begyndte sidste år at operere Business Jets, og den rene helikopter-profil var blot i den spæde opstart. Målet har hele tiden været, at vi skulle beskæftige fastvingede fly,“ siger administrerende direktør Nicolas Dam Webèr til CHECK-IN.dk.

Flyet gennemførte i går en præsentationsflyvning, hvor gæsterne ombord kunne konstatere, at kabinen er blevet renoveret. Flyet fremstår i hvid bemaling med navnet Global Reach Aviation på siden af flyet. Det er navnet på det danske selskab, der ejer flyet.

Det er planen, at CRJ200-flyet skal finde beskæftigelse på ad-hoc chartermarkedet.

“Vi er noget overraskede over, hvor stor søgning, der er til flyet. De første ture er allerede i kassen. Selvom vi samarbejder med flymæglerne, har vi i første omgang udelukkende afsat flyvningerne gennem vort eget netværk,“ understreger Nicolas Dam Webèr.