Cimber Sterling opgiver Billund-Paris

Udsigt til konkurrence med Air France på ruten mellem Billund og Paris får nu Cimber Sterling til på forhånd at strække våben. I stedet vælger selskabet at omdisponere kapaciteten til ruterne fra Billund til London og Stockholm, således at der kan tilbydes tre daglige afgange til de populære destinationer.

Det har historisk set været vanskeligt at skabe økonomi i ruteflyvning mellem Billund og Paris, når det primært skal baseres på lokaltrafik. Det har bl.a. Sun-Air måttet sande, da selskabet fra august 2006 frem til august 2010 opererede på ruten. Men lokaltrafikken var ikke nok til at sikre økonomi i ruten, der gav voldsomt store tab for det lille regionale luftfartsselskab.

Sun-Air blev til sidst presset ud fra ruten af bl.a. Cimber Sterling, der etablerede sig på ruten mellem Billund og Paris i september 2009. Cimber Sterling kunne både tilbyde lokaltrafik og transfertrafik, da selskabet havde indgået prisaftaler med bl.a. Air France. Men allerede i slutningen af 2010 meddelte Air France, at selskabet fra sommertrafikprogrammet 2011 selv ville etablere sig på ruten.

Det var hermed skriften på væggen for Cimber Sterling, der ikke vil kunne konkurrere direkte med det franske selskab, der fra begyndelsen har fordel af en ekstra daglig frekvens samt det gigantiske rutenetværk fra Paris-Charles de Gaulle og videre ud i verden.

Derfor har Cimber Sterling netop besluttet at ophøre beflyvningen mellem Billund og Paris, således at sidste afgang finder sted lørdag den 26. marts.

”Det er en helt normal procedure i luftfart, at man åbner og lukker ruter. Markedet flytter sig kontinuerligt, og vi i luftfart er stillet så heldigt, at vi er i stand til at flytte med. Det er vigtigt for os, at vi kan drive lønsomhed på alle vores ruter, og ruten mellemBillund ogParis levede ikke helt op til vores forventninger. At Air France har meldt deres ankomst på ruten mellem Billund og Paris, har intet med vores disponering at gøre. Og vi ønsker dem held og lykke med ruten,“ siger kommerciel direktør Lars Bording fra Cimber Sterling i en kommentar.

Styrker øvrige ruter fra Billund

Lukningen af ruten fra Billund til Paris betyder, at Cimber Sterling får frigjort kapacitet på selskabets CRJ200-fly, der hidtil har opereret13 rundture ugentligt på ruten til den franske hovedstad.

Det bliver ruterne til London-Gatwick og Stockholm-Arlanda, der får gavn af den frigjorte kapacitet. Således øges frekvenserne på London-ruten til tre daglige afgange fra midten af april måned. Det betyder, at Cimber Sterling fremovervil kunne tilbyde en kapacitet på 1.800 sæder på ruten trods anvendelse af CRJ200-flyet med kun 50 sæder.

Det samme vil være tilfældet på ruten mellem Billund og Stockholm, der øges fra de nuværende 11 ugentlige frekvenser til i alt 17 frekvenser ved sommertfartplanens ikrafttræden den 27. marts.

“Billund-Stockholm og Billund-London er to gode ruter, og nu får de forretningsrejsende, som altid efterspørger fleksibilitet og frekvens, et endnu bedre produkt,“ siger Lars Bording fra Cimber Sterling.

Øgningen på ruterne til London og Stockholm vil først og fremmest give øget konkurrence til Sun-Air, der flyver 8 gange ugentligt mellem Billund og London City. På ruten til Stockholm er Cimber Sterling dog alene, idet Sun-Air i dagkun opererer fra Aarhus Lufthavn til Stockholm

Foto: Cimber Sterling opgiver Paris, men styrker i stedet ruterne fra Billund til Stockholm og London.