Foto: Luke Tenley / Wikimedia Commons.

Condor i hælene på WOW air

WOW air kommer ikke til at have den nye Pittsburgh-rute for sig selv. Det tyske flyselskab Condor udfordrer det islandske flyselskab,

Europæere får nu en smule lettere ved at udforske den amerikanske storby Pittsburgh i staten Pennsylvania på USA’s østkyst og blandt andet besøge Andy Warhol-museet.

Få dage efter at islandske WOW Air annoncerede sin nye rute fra Reykjaviks Keflavik-lufthavn til Pittsburgh, er det tyske flyselskab Condor også klar til at offentliggøre en rute til ”The Steel City”.

Fra 23. juni til 1. september næste år vil selskabet således flyve to gange om ugen mellem Frankfurt og Pittsburgh. Den nye rute er en del af Condors USA-ekspansion og vil blive betjent mandag og fredag med Boeing 767-300ER fly med plads til mellem 245 og 259 passagerer fordelt på tre klasser.

Condor vil flyve fra Frankfurt mandag og fredag henholdsvis kl. 17.35 og 14.25 med ankomst i Pittsburgh klokken 20.40 og 17.30. Klokken 22.50 og 19.30 går turen tilbage mod Frankfurt. Her lander flyet tirsdag og lørdag klokken henholdsvis 12.50 og 09.30.

Ikke eneste forbindelser
WOW air planlægger fra 16. juni fire ugentlige afgange med A321-fly, der er indrettet med 200 sæder. Der flyves på mandage, onsdage, fredage og søndage fra Keflavik kl. 15.00 med ankomst i Pittsburgh International Airport kl. 17.30. Returflyvningen finder sted kl. 18.45 med ankomst i Keflavik-lufthavnen kl. 04.50 den følgende morgen.

De to nye ruter er dog ikke Pittsburghs eneste forbindelser til Europa. Delta Airlines flyver således hver sommer mellem Pittsburgh og Paris Charles de Gaulle med Boeing 757-200 fly. I 2017 åbner ruten den 25. maj og vil blive betjent hver dag frem til 4. oktober.

Lufthavnens storhedstid
Flere end 8,1 mio. passagerer rejste gennem Pittsburgh International Airport i 2015, hvormed lufthavnen er på størrelse med en middelstor europæisk lufthavn. Men også næsten kun halvt så mange passagerer som i lufthavnens storhedstid, da Pittsburgh International Airport frem til 2004 var trafikknudepunkt for hedengangne US Airways.

Der tilbydes i dag 54 direkte ruter fordelt på 13 forskellige flyselskaber med samlet over 1.100 ugentlige afgange. De største ruter fra Pittsburgh International Airport går til Charlotte (American Airlines), Chicago-Midway (Southwest Airlines), Atlanta (Delta Air Lines), New York-Newark (United Airlines) og Bradford, Jamestown (Southern Airways Express).

Lufthavnens lille udbud af internationale ruter går til blandt andet Toronto i Canada, Cancún i Mexico og Punta Cana i Den Dominikanske Republik.

Halveret befolkningstallet
1960’ernes og 1970’ernes stålkrise, gik hårdt ud over Pittsburgh, som fra midten af 1800-tallet havde været USA’s største producent af jern- og stålprodukter. Fabrikslukninger og tabet af mange arbejdspladser skabte en periodevis stor udflytning, som siden 1960 næsten har halveret befolkningstallet i byen.

Pittsburgh er blevet et center for bioteknologi og computersoftware i kraft af blandt andet University of Pittsburgh og Carnegie Mellon University. Til seværdighederne hører The Andy Warhol Museum samt talrige institutioner, museer og samlinger med navn efter stålkongen Andrew Carnegie.

 

 

 

Relaterede artikler:

Første direkte rute fra Norden til Pittsburgh

Condor udvider med tre Boeing 767-fly

Nye europæiske ruter til Havana