CPH opjusterer efter flot halvår

Københavns Lufthavne A/S trodsede askeskyen og præsterede en vækst i antallet af passagerer på 5,7 % i første halvår. Der var især fremgang for indenrigspassagerer samt flere transfer- og internationalt afgående passagerer. På baggrund af væksten opjusterer CPH forventningerne til helårsresultatet.

Den islandske askesky lagde et tungt åg over store dele af det europæiske luftrum og kostede luftfartsselskaberne milliarder i tabt omsætning.

På trods af askeskyen præsterede Københavns Lufthavne A/S en stærk vækst i 1. halvår 2010. Antallet af passagerer steg 5,7 % takket være især en markant stigning i antallet af indenrigspassagerer samt flere transfer- og internationalt afgående passagerer.

Med flere passagerer fulgte også stigende omsætning. I 1. halvår 2010øgede CPH sin omsætning med12,5 % og resultatet før skat steg til481 millioner kroner.

Væksten i passagertallene kunne have været endnu højere hvis ikke den islandske askesky havde lukket Københavns Lufthavn i cirka seks døgn tilbage i april måned.Korrigeret for askeskyen ville væksten have været på cirka 9,5 %.

For at begrænse tabet i forbindelse med lukningen igangsatte Københavns Lufthavne A/S flere tiltag, herunder at flytte vedligeholdsarbejde til dagtimerne, og lukke storedele af lufthavnen ned for at spare på elektriciteten og reducere behovet for arbejdskraft.

”Den umiddelbare bedring i økonomien betyder, at passagererne er vendt hurtigere tilbage efter finanskrisen, end de fleste i branchen havde regnet med. Så på trods af, at Københavns Lufthavn var lukket i næsten seks døgn i april på grund af askeskyen fra det islandske vulkanudbrud, kan vi alligevel notere kraftig vækst i første halvår. Branchens økonomiske udfordringer er dog langt fra overstået, og derfor har vi fortsat fokus på vores omkostninger,” siger Brian Petersen, der er adm. direktør iKøbenhavns Lufthavne A/S.

Trafikvæksten er drevet af en yderligere styrkelse af lavprisselskabernes ruteudbud ud af København, samt en vækst på de interkontinentale ruter med åbning af tre nye langdistanceruter fra København til henholdsvis Doha, New York JFK samt Toronto.

I slutningen af 2010 åbner den nye lavprisfacilitet, der skal generere endnu mere lavpristrafik til Københavns Lufthavn, så passagererne kan få flere billige billetter til endnu flere destinationer.

Endelig forventer CPH en stor gevinst på salget af selskabets kapitalandel på 49 procent i det mexicanske lufthavnsselskab Inversiones y Técnicas Aeroportuarias, S.A. de C.V.til CPH’s lokale mexicanske partner.Salget ventes at give et resultat før skat på op til 350 millioner kroner som først bogføres i 2. halvår 2010.

På baggrund af trafikvæksten og på trods af påvirkningen fra den islandske askesky justeres forventningerne til 2010. Resultat før skat forventes nu at være lidt højere end i 2009, når der korrigeres for særlige forhold. Den justerede forventning er dog baseret på en fortsat forbedring af verdensøkonomien.

Københavns Lufthavne A/S ejer og driver lufthavnene i København og Roskilde og har omkring 1.900 medarbejdere.