Det tjekkiske flyselskab åbner den 29. marts næste år en rute fra Billund til Prag på en meget attraktiv tidtabel. Som en sidegevinst vil Czech Airlines også flyve fra Billund til Oslo.
Billund Lufthavn kan i 2015 se frem til to nye selskaber i lufthavnen. Når sommertrafikprogrammet træder i kraft i slutningen af marts måned, vil Brussels Airlines og Czech Airlines åbne nye ruter til den internationale lufthavn i Vestdanmark.
Czech Airlines kommer til Billund med hele to ruter. Den ene rute går til Prag, mens den anden har Oslo som destination.
Ruten er tilrettelagt med tre ugentlige afgange på mandage, onsdage og fredage kl. 19.10 fra Prag og med ankomst i Billund kl. 21.20. Blot 25 minutter senere kl. 21.45 afgår flyet til Oslo, hvilket dermed vil være dagens sidste fly fra Jylland mod den norske hovedstad.
Flyet overnatter i Oslo og returnerer til Billund kl. 06.00 med ankomst i Billund 07.15, hvorefter morgenfriske passagerer hver tirsdag, torsdag og lørdag kan sætte sig ombord, inden flyet kl. 07.35 letter med kurs mod Prag. Ankomsten i Vaclav Havel-lufthavnen finder sted kl. 09.45. Om søndagen flyves kun en rundtur fra Prag til Billund med afgang fra den tjekkiske hovedstadslufthavn kl. 16.30, mens flyet returnerer kl. 19.15 fra Billund.
Czech Airlines vil benytte turbopropfly af typen ATR42-500 med plads til 46 passagerer, hvoraf otte er på Business Class. Afhængig af efterspørgslen vil det tjekkiske flyselskab lejlighedsvis benytte ATR72-fly, der kan medtage 64 passagerer.
Fjerde rute til Østeuropa
Hos Billund Lufthavn er der ikke uventet begejstring over, at det igen er muligt at tilbyde en direkte rute til Prag. Der har ikke været flyvninger til den tjekkiske hovedstad, siden Cimber Sterling i 2011 lukkede Prag-ruten.
“Det er fantastisk dejligt, at vi endelig har fået Prag på rutekortet igen. Der er stor efterspørgsel ikke alene fra fritidsrejsende men også fra forretningsrejsesegmentet. Det er en rute, som vi venter os rigtig meget af,“ siger Billund Lufthavns marketingchef Jesper Klausholm til CHECK-IN.dk.
At Prag kommer tilbage på rutekortet betyder også, at Billund Lufthavn styrker antallet af ruter til Østeuropa. I den kommende sommer vil det således være muligt at flyve direkte fra Billund til Budapest, Prag, Riga og Vilnius.
“Vi har i mange år set det som en af vores udfordringer, at vi ikke har haft så mange ruter til Østeuropa,“ forklarer Jesper Klausholm.
Billetpriserne til Oslo starter ved 679 kroner for en enkeltbillet, mens der skal betales 100 kroner mere for at rejse til Prag. Til gengæld får man 23 kg fribagage og gratis snacks og drikkevarer ombord.