Dansk lufthavn skifter navn

Odense Lufthavn har sat kursen mod nye eventyr. Fremover vil lufthavnen hedde Hans Christian Andersen Airport.

Man kan ikke sige Odense uden også at sige H.C. Andersen. Det har lufthavnen i landsbyen Beldringe 10 kilometer vest for Odense fundet ud af, hvilket da også er baggrunden for et navneskifte i den fynske lufthavn.

Fremover skal Odense Lufthavn hedde Hans Christian Andersen Airport. Et navn, der formentlig vil klinge godt i andre dele af verden, idet den fynske eventyrforfatter i mange sammehænge er synonym med Danmark og Odense. Lufthavnen vil dog beholde IATA-koden ODE og ICAO-koden EKOD.

Navneændringen sker som et led i en ny vækststrategi, som lufthavnens bestyrelse netop har vedtaget. Det handler kort og godt om at øge trafikken, at blive det førende europæiske testcenter for anvendelse af ubemandede luftfartøjer samt fortsat at indgå i et aktivt samarbejde omkring udviklingen af turismen på Fyn.

“Vi er godt klar over, at vi ikke realiserer de tre målsætninger ved at ændre lufthavnens navn til Hans Christian Andersen Airport. Det bliver et langt, sejt træk. Men ved at ændre navnet sender vi et meget tydeligt signal om, at lufthavnen nu er igennem sin krise og parat til at rette blikket ud i verden, og i den sammenhæng har Danmark intet bedre brand end H.C. Andersen,“ siger bestyrelsesformand Jørgen Clausen.

I lufthavnens nye logo er aftegnet en svane, der formentlig skal bringe associationer til eventyrfortællingen om den grimme ælling, der voksede sig til en stor og smuk svane.

HCA Airport er ejet af Nordfyns Kommune og Odense Kommune og ledes indtil den 30. juni af lufthavnschef Peter Høgsberg, der fra den 1. juli tager hul på et nyt kapitel i karrieren med ansættelse som administrerende direktør for Aarhus Lufthavn. Så det bliver med en ny lufthavnsdirektør i spidsen, at eventyrforællingen om den grimme ælling skal realiseres.

Opkaldt efter personligheder
Hidtil er der ingen andre danske lufthavne, der har fundet anledning til at foretage en navneændring for at udnytte markedsføringsværdien i at knytte sig til en kendt personlighed, der kan virke som et stærkt brand.

Det er dog noget, som foregår i stor stil i udlandet. Flere amerikanske lufthavne er opkaldt efter tidligere præsidenter. Mest kendt er nok J.F. Kennedy Airport i New York, der frem til midten af 1960´erne hed Idlewild.

I Europa er Paris-Charles de Gaulle Airport et andet godt eksempel. Lufthavnen hed oprindeligt Roissy, men har sidenhen taget navn efter den tidligere franske præsident, der ledede landet fra 1958 til 1969.

Det er ikke alene statsoverhoveder, som flere lufthavne er opkaldt efter. I Liverpool i England opstod i begyndelsen af 1960´erne et musikalsk eventyr, som sidenhen blev til The Beatles. Derfor er lufthavnen senere hen blevet omdøbt til Liverpool-John Lennon Airport.