Den estiske lufttrafiktjeneste, EANS, har valgt den danske virksomhed Insero Air Traffic Solutions til opgradering af deres ATC-system. Foto: EANS

Dansk virksomhed vinder ordre fra estisk lufttrafiktjeneste

Horsens-virksomheden Insero Air Traffic Solutions har vundet en ordre fra den estiske lufttrafiktjeneste omkring en systemopgradering. Insero har efterhånden en række udenlandske kunder.

Den estiske lufttrafiktjeneste, Estonian Air Navigation Services (EANS), satte for noget tid siden en budproces i gang omkring en opgradering af dens såkaldte FMTP-gateway.

Nu oplyser den danske virksomhed Insero Air Traffic Solutions, at den har vundet udbuddet i skarp konkurrence med flere virksomheder. Insero har hovedkontor i Horsens, og virksomheden har speciale i design og implementering af lufttrafikløsninger til lufthavne og lufttrafiktjenester for at sikre fremtidig kapacitet.

Insero Air Traffic Solutions skal levere den såkaldte FMTP Gateway-løsning, der leverer sikre On-Line Data Interchange-overførsler (OLDI) via FMTP-gatewayen (Flight Message Transfer Protocol) og PENS-netværket (Pan-European Network Service). Dette for at automatisere overførslen af kontrol fra et flyvekontrolcenter (ATC) til et andet.

Voksende liste af kunder
Kontrakten mellem Insero Air Traffic Solutions og EANS indebærer, at den danske virksomhed skal levere alt det nødvendige udstyr, træning til installation og opsætning af en operationel FMTP-gateway på den estiske lufttrafiktjenestes hovedkontor i den estiske hovedstad, Tallinn.

”Vi er meget glade for at være blevet udvalgt af EANS i denne konkurrenceprægede udbudsproces, og vi ser frem til at møde og overgå EANS’ forventninger,” siger Michael H. Tandrup, administrerende direktør hos Insero Air Traffic Solutions.

”Som ny kunde er jeg især glad for at få EANS med på vores voksende liste af kunder og vil se frem til et kontinuerligt partnerskab i mange år fremover.”

Insero Air Traffic Solutions har allerede den danske lufttrafiktjeneste, Naviair, og finske Fintraffic ANS som kunder til den føromtalte FMTP Gateway-løsning. Herudover har Insero også leveret andre typer løsninger til eksempelvis Keflavik International Airport i Island og den polske lufttrafiktjeneste, PANSA.

Opsat inden årets udgang
Med implementering af Insero FMTP Gateway kan kommunikationsserverne til Air Traffic Management-systemet (ATM) forblive inden for det interne netværksområde. Disse servere er opsat til kun at etablere udgående forbindelser, hvilket er en stor sikkerhedsmæssig fordel.

”Insero FMTP Gateway er en afgørende brik på vores vej mod ATC-systemopgradering. I fremtiden vil det hjælpe os med omgående at skifte OLDI-forbindelserne mellem vores primære og nye backup-system. Jeg er glad for, at vi har fundet en god og hjælpsom samarbejdspartner til løsningen,” siger Kristjan Kaasik, direktør for ATM-systemet hos EANS.

Insero Air Traffic Solutions har allerede begyndt samarbejdet med den estiske lufttrafiktjeneste, og den danske virksomhed forventer at have gjort FMTP Gateway-løsningen operationel inden udgangen af 2023.

 

Relaterede artikler:

Horsens-virksomhed med rekordoverskud for tredje år i træk

Opgradering af trafikstyringssystem i Billund

Horsens-virksomhed skal udvikle polsk lufttrafiktjeneste