Virksomheden Insero Air Traffic Solutions med base i Horsens udvider samarbejdet med den polske lufttrafiktjeneste, PANSA, om at modernisere og automatisere flere elementer.
Polsk lufttrafiktjeneste får fremover et styrket samarbejde med en dansk virksomhed med base i den østjyske by Horsens.
Insero Air Traffic Solutions har således udvidet samarbejdet med PANSA, der er den polske pendant til danske Naviair. Den danske virksomhed skal opgradere Insero Statistics, Economics and Route Charges Information System (SERIS) med flere forbedringer for at modernisere, automatisere og udvide funktionaliteter.
Et opgraderet SERIS vil forbedre effektiviteten i lufttrafikken og maksimere cashflow, samtidig med der blandt andet bliver øget rapportering til ledelsen. Det hele vil i sidste ende også føre til miljøforbedringer i forhold til brændstofforbrug og emissioner.
Opgradering sætter ny standard
SERIS fra Insero Air Traffic Solutions bliver brugt af flere europæiske lufttrafiktjenester, men det udvidede samarbejde mellem Horsens-virksomheden og PANSA sætter nye standarder. Helt konkret vil Electronic Flight Progress Strip-systemet blive automatiseret, ligesom der vil være forbedret lufttrafikanalyse.
Samarbejdet mellem Insero Air Traffic Solutions og PANSA indebærer to udviklingsfaser og omfatter også en fireårig operationel supportfase.
”Vi sætter stor pris på den tillid, som PANSA har givet os, og vores team vil arbejde flittigt for at imødekomme og overgå forventningerne til at maksimere automatisering, effektivitet, indtægter og kontinuerlige forbedringer af lufttrafikken,” siger Michael H. Tandrup, administrerende direktør hos Insero Air Traffic Solutions.
”Programmet repræsenterer en væsentlig milepæl, både i relation til vores forhold til PANSA såvel som med at sætte en ny standard med vores Insero SERIS-lufttrafikanalyse og økonomiske afgiftsløsninger.”
Har leveret produkter til flere danske lufthavne
Insero Air Traffic Solutions blev grundlagt i 1981 i Horsens og har gennem årene haft forskellige navne. Helt grundlæggende designer og implementerer virksomheden lufttrafikløsninger, der hjælper både lufthavne, lufttrafiktjenester og tilknyttede virksomheder med at sikre fremtidig kapacitet.
Virksomheden har blandt andet som mål at kunne levere grønne løsninger, der skal bidrage til at nedbringe kulstofemissionerne.
I løbet af årene har Insero Air Traffic Solutions blandt andet leveret løsninger til lufttrafikken i Aalborg Lufthavn, Aarhus Lufthavn og Københavns Lufthavn. Den danske virksomhed har eksempelvis også leveret produkter til Keflavik International Airport i Island og den finske lufthavnsoperatør, Finavia.
Relaterede artikler:
Eurocontrol forventer 51 procent af 2019-niveau i år