Servering i gang på Airbus A350 fra Singapore Airlines. (Foto: Sorbis | Shutterstock.com)

Danske delikatesser serveres hos Singapore Airlines

En del af de passagerer, der går ombord i Singapore Airlines’ fly i Københavns Lufthavn, vil fremover kunne sætte tænderne i to nye danske delikatesser fra henholdsvis Fyn og Bornholm.

Danske passagererne på Singapore Airlines’ flyvninger mellem lufthavnene i København og Singapore kan få en bid af delikatesser, der smager af hjemlige himmelstrøg, når de flyver ud i verden.

Flyselskabet har nemlig et koncept, der kaldes ’Farm to Plane’, som går ud på at lokale råvarer og delikatesser indgår i serveringerne på givne ruter. For Danmark startede det med Skarø Is, hvis produkter de rejsende har fået serveret siden 2011.

Derudover har selskabet også haft de to oste Commandante og Rød Sol på menuen. De produceres af det nordjyske gårdmejeri Sønderhaven, som også har været leverandør af smør til den verdenskendte restaurant Noma.

Nu har Singapore Airlines atter danske delikatesser med ombord, oplyses det. Denne gang drejer det sig om økologiske chokolader fra fynske Summerbird Organic og rugkiks, som er fremstillet på Bornholm.

Sender chokoladesommerfugl i luften
Summerbird Organic har eksisteret siden 1986 og specialiserer sig i at lave chokolade. Salg til flypassagerer har længe været et af den fynske virksomheds forretningsben, men hidtil har det udelukkende foregået på jorden.

”Vi har været synlige i lufthavnens butikker i mange år, og det har været et stort ønske at tage skridtet videre og komme med i luften. Partnerskabet med Singapore Airlines er en vigtig milepæl for os,” sigers Thomas Pedersen, der er salgsdirektør og partner hos Summerbird Organic.

Det er selskabets Amber-chokolade, der er formet som en gyldenbrun sommerfugl, som fremover vil være at finde på Singapore Airlines-flyvningerne. Stykkerne har fyld af karamel, og de er tilsat vanilje.

Har lang historie
I tillæg til chokolade vil der også blive servet rugkiks. De er fremstillet af bagerfamilien Dam, som i 100 år har håndlavet kiksene, der hver især består af 27 meget tynde lag.

”Bornholmerkiksen er bagt af solskinsøens bedste rugmel og bygger på en 100 år gammel familieopskrift,” siger bager, direktør og bestyrelsesmedlem Jacob Dam fra familievirksomheden Johannes Dam & Søn A/S.

”Singapore Airlines er et kendt og hæderkronet flyselskab, og jeg er stolt over, at vores kiks herfra Aakirkeby fremover indgår i serveringen i 10.000 meters højde.”

Kalder det gavnligt for både passagerer og virksomheder
De danske delikatesser vil i første omgang blive serveret for rejsende på Premium Economy Class på flyvninger mellem København og Singapore, men Singapore Airlines forventer, at andre varianter kan ende på Business Class-menuen senere på året.

Singapore Airlines’ general manager i Norden, Jagdish Bhojwani, hæfter sig ved, at flere parter i hans optik får glæde af de nye aftaler.

“Vores ’Farm to Plane’-koncept glæder ikke kun vores passagerer med autentiske, lokale smagsoplevelser, men støtter også lokale virksomheder i de markeder, vi opererer i. Vi er derfor glade for, at vi har fået Bornholmske Rugkiks og Summerbird Organic med på vores nordiske rute fra København.”


Relaterede artikler:

Forbedret produkt mellem København og Singapore

Singapore Airlines: Endnu et flot kvartal

Nordjyske oste flyver med Singapore Airlines