Danske turister er hårdføre

Der skal mere end politisk uro og optøjer til, før situationen i et land skræmmer danske rejsende væk. De seneste uroligheder i Tyrkiet har ikke påvirket rejselysten, siger rejsearrangørerne.

Billederne fra Tyrkiet af demonstranter, der tørner sammen med politiet under en regn af tåregas, peberspray og vand fra vandkanoner, går verden rundt. Ikke noget rart syn, og situationen får næppe et land til at fremstå dejligt at være i. Men ikke desto mindre vurderer salgsdirektør i Star Tour, Stig Elling, at i alt 280.000 danskere i denne sommer vil rejse til netop Tyrkiet for at holde ferie.

»Situationen er meget rolig og alle har det godt. Ingen af feriestederne har mærket noget som helst til urolighederne. Der har været nogle meget fredfyldte demonstrationer, hvor folk har gået stille og roligt,« fortæller Stig Elling til CHECK-IN.dk, og netop den udlægning af situationen står han langtfra alene med.

»Danskerne har fundet ud af, at de lever i en urolig verden. De ved, at urolighederne, de ser i medierne, er på Taksim-pladsen i Istanbul og ikke på de destinationer, vi tilbyder rejser til i Tyrkiet. Vi har ikke haft nogen, der har meldt fra af den grund,« siger Torben Andersen, kommunikationschef i Spies. Han tilføjer, at urolighederne ikke har ændret hverken Spies’ eller gæsternes syn på at rejse til Tyrkiet.

Solen påvirker mere end uro
Rejsearrangørerne har naturligvis en stor interesse i ikke at skræmme de danske rejsende, som enten overvejer eller allerede har planlagt ferie i Tyrkiet. Imidlertid er det dog et faktum, at uroligheder verden over har været med til at gøre danskerne mindre bekymrede.

Ifølge Torben Andersen er danskerne blevet mere hårdhudede. Urolighederne i Cairo for to år siden viste heller ikke nedgang i interessen for at rejse til Egypten, hvor især Sharm el-Sheikh er et yndet feriemål for danske turister.

Et blik på salgstallene hos Star Tour vidner på samme måde om, at danskerne langt fra tøver med at rejse til Tyrkiet.

»Salgstallene er status quo, vi mærker faktisk solen herhjemme mere, end vi mærker uroen i Tyrkiet,« siger Stig Elling med henvisning til, at salget har gået som det plejer, men at det gode vejr i Danmark har lagt en lille dæmper på rejsekøbelysten.

Følger udviklingen nøje
Selvom danskerne er helt indforstået med, at uroen i Tyrkiet ikke vedrører feriestederne, og at politisk uro i ét hjørne af et land ikke nødvendigvis er ensbetydende med uro i et helt land, følger rejsearrangørerne dog udviklingen nøje.

»Det er klart, at vi følger udviklingen ikke mindst hos Udenrigsministeriet. Vi har vores destinations-personale på de tyrkiske destinationer, og dem er vi også i kontakt med dagligt for at få en situationsrapport med deres øjne,« siger Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef i Apollo.

Hos Star Tour bliver det også slået fast, at man ikke føler, at det har været nødvendigt at gøre noget anderledes som følge af demonstrationerne og kollisionerne mellem demonstranterne og politiet. Skulle Udenrigsministeriet på et tidspunkt fraråde at rejse til de steder, hvor selskabet har turister, vil man efterkomme det straks og hjælpe folk hjem, lyder forklaringen fra Stig Elling.

Udenrigsministeriet har senest opdateret sin rejsevejledning for Tyrkiet den 1.juni. Af denne fremgår det blandt andet, at rejsende opfordres til at holde sig væk fra områder med demonstrationer, men at danske rejsende i almindelighed har et problemfrit ophold i Tyrkiet.