ATR72-flyet med registrering OY-RUD fra Danish Air Transport (DAT) står til at blive skrottet om få uger. Foto: Anna Zvereva

DAT-fly kan blive til øldåser

Danish Air Transport skal snart sende et af sine ATR72-fly til skrot, og hvis aluminiumsskroget kan ende som øldåser, vil det glæde selskabets direktør.

Ét fly præsterer bedre end de fleste andre hos Danish Air Transport (DAT) – og alligevel skal det snart skrottes.

Det er den ærgerlige kendsgerning, som flyselskabet står over for, når det til september ikke længere må operere med ATR72-200-flyet med registrering OY-RUD. Flyet vil således om nogle uger have været på vingerne 70.000 gange, og det er maksimum ifølge producenten, fransk-italienske ATR. Det skriver DR.

Når flyet bliver skrottet, håber DAT, at flykroppen, der er lavet af aluminium, kan ende som eksempelvis øldåser.

”Jeg håber, flykroppen kan blive smeltet om til øldåser eller andet, som kan glæde folk, så den kan fortsætte med at glæde folk, ligesom den har glædet os. Hvem ved – måske kan aluminiummet bruges til øldåser,” siger Jesper Rungholm, administrerende direktør i DAT, til CHECK-IN.dk.

Vil forlænge flys levetid
OY-RUD blev leveret til Finnair i 1990, og siden august 2007 har turbopropflyet været en del af flåden hos DAT. Her har det været en rigtig god ven gennem mange år, og det er derfor med stort vemod, at flyselskabet snart må sige farvel til det 28-årige fly.

”Det er ærgerligt, at det her fly skal pensioneres, for det er et af de bedste, vi har i flåden. Så det er lidt spild. Vi kæmper en kamp for måske at få lov at fortsætte med at flyve den, men det er lidt op ad bakke. Vi må nok se i øjnene, at det ikke lykkes at få den levetidsforlænget. Vi arbejder stadig på det, og vi giver først op, når kædesaven går i gang med at skille den ad,” fortæller Jesper Rungholm.

”Jeg har før leveret fly til ophug, og det virker næsten surrealistisk at aflevere et perfekt fungerende fly til ophug, bare fordi det er sådan. Det virker forkert, men det er forståeligt nok, at man har de her regler, som gør flyvning sikkert.”

Alle komponenter på flyet bliver genbrugt. Det er kun selve flykroppen og vingerne, som eventuelt vil blive smeltet om og lavet til øldåser eller andet, hvis det kommer dertil, lyder det fra DAT-direktøren.

Før det skrottede skrog fra ATR-flyet eventuelt kan blive til øldåser, skal det imidlertid gennem en række faser for igen at blive omdannet til almindeligt aluminium. Fly er bygget af en aluminiumslegering, som er stærkere end øldåser, men som ikke har ret stor værdi, skriver luftfartsmediet Aviation International News.

Nyt backup-fly
OY-RUD har de seneste år især opereret på ruterne fra København og til henholdsvis Karup og Rønne. ATR-flyet har fungeret som backup for selskabets øvrige fly, og den rolle overtager OY-RUR, når OY-RUD må tage afsked med DAT.

DAT sender flyet til ophugning i Kaunas i Litauen, når den sørgelige dag indtræffer, hvor flyet ikke længere må have passagerer med. Til gengæld modtager flyselskabet i løbet af september og oktober to helt nye ATR72-600, som er første del af en fornyelse af flåden.

 

Relaterede artikler:

To splinternye ATR72-600 til DAT

DAT vil overtage driften af Midtjyllands Lufthavn

DAT i luften med nyt italiensk selskab

DAT skal flyve A321 for SkyTeam-selskab

Stort Boeing-fly skal sprænges i luften i USA