DAT ønsker at bygge aktiviteter op i Caribien, hvorfra det er planen på sigt at flyve med A320-fly til USA og Canada.
Danish Air Transport har fundet vej til et nyt geografisk forretningsområde, som den danske luftfartskoncern venter sig meget af i fremtiden.
Det er nemlig lykkedes at indgå en kontrakt med Haiti-baserede Sunrise Airways frem til udgangen af 2017. Her skal DAT´s litauiske datterselskab DOT LT operere et ATR42-300 fly med 46 sæder
I første omgang skal der flyves fra hovedstaden Port-au-Prince til Santiago de Cuba, men i løbet af 2016 forventes det, at Kingston, Providenciales og Nassau bliver tilføjet som nye destinationer.
I givet fald bliver det også DAT-gruppen, der skal stille fly til rådighed.
“Vi har sat et ATR42-fly fra vores litautske datterselskab i drift på Haiti med litauisk besætning og mekanikere. Vi håber at kunne beskæftige endnu et ATR-fly på Haiti senere på året, eventuelt i samarbejde med Air Caraibes,” fortæller administrerende direktør Jesper Rungholm fra DAT-gruppen.
A320-fly mellem Caribien og Nordamerika
Ikke nok med, at DAT-gruppen har udsigt til at at have to ATR-fly i drift i Caribien. Der er også planer om at beskæftige større fly i området.
“Vi vil gerne gøre det caribiske område til vores hjemmebane. Idéen med det tætte samarbejde med Sunrise Airways er i første omgang at få fodfæste i området. Herefter håber vi om vinteren at kunne beskæftige et Airbus-fly med ferietrafik mellem USA og Canada ned til Caribien,” siger DAT-direktøren.
Denne forretningsmodel har Norwegian også fået øje på, hvor det norske lavprisflyselskab i vinterhalvåret beskæftiger Boeing 737-800 fly fra Guadeloupe og Martinique til New York, Boston og Washington DC.
Det første fly, der er baseret på Haiti er danskregistrerede OY-CIU, der efter lang tids tovtrækkeri er blevet frigivet fra canadiske Pascan Aviation, der gik i betalingsstandsning sidste efterår. DAT havde oprindeligt leaset det 27 år gamle fly ud på en lease-purchase aftale, men canadierne magtede ikke at fuldføre aftalen om køb af flyet.