De sidste minutter med AF447

Efter to år kan den franske havarikommission nu offentliggøre, hvad der skete med AF447 undervejs fra Rio de Janeiro til Paris den 1. juni 2009. Flyet faldt fra en højde på næsten 11.000 meter til havets overflade på blot få minutter.

Mysteriet om Air France flight 447 er kommet nærmere en opklaring. Det skete, da den franske havarikommission BEA (Bureau d’Enquêtes et d’Analyses pour la sécurité de l’aviation civile) fredag offentiggjorde de foreløbige detaljer fra fundet af Flight Data Recorder (DFDR) og Cockpit Voice Recorder (CVR) fra flyvraget. dybt nede på havbunden.

Air France Flight 447 var lettet fra Galeão International Airport i Rio de Janeiro, Brasilien og havde kurs mod Charles de Gaulle lufthavnen i Paris, da Airbus-flyet af typen A330-200 den 1. juni 2009 styrtede ned omkring 550 kilometer Nordøst for Brasilien.

Flyet havde 216 passagerer og 12 besætningsmedlemmer ombord, der alle omkom – heraf en dansk statsborger.

Kaptajnen var ikke i cockpittet
De foreløbige informationer fra BEA, der blev offentliggjort fredag den 27. maj, viser, at flyets piloter kl. 02:06Z advarede den øvrige besætning om, at man var på vej ind i et område med uvejr og risiko for turbulens. Efter et par minutter korrigerede flyets piloter kursen cirka 12 grader mod venstre og nedsatte samtidig hastigheden, da turbulensen tiltog i styrke.

Kl. 02:10:05Z slog autopiloten automatisk fra, og PF (Pilot Flying) kvitterede med at sige, at han tog over herfra. Samtidig begyndte flyet at dreje til højre, hvorefter PF foretog en “nose up“ manøvre mod venstre. Herefter kom der to advarsler kort efter hinanden, at flyet var i risiko for at “stalle“.

Kl.02:10:50Z kaldte PM (Pilot Monitoring) gentagne gange på kaptajnen for at få denne tilbage til cockpittet. Han havde ca.10 minutter forinden forladt cockpittet for at tage sig et hvil. Da kaptajnen kom tilbage til cockpittet kl.02:11:40Zvar flyet ved at være ude af kontrol efter flere stall-advarsler og kraftig korrektion på hastigheden samt flere “nose up“ procedurer.

Ingen indikation af fart
På dette tidspunkt slog hastighedsmåleren fra, da farten angiveligt var under 30 knob (ca. 60 km/t). Flyet var da i en højde på 35.000 fod (ca. 10.700 meter), og begge piloter bekræftede, at de ikke havde nogen valide indikationer af fart.

Herefter begyndte flyet sit bratte fald mod havoverfladen med en hastighed på 10.000 fod i minuttet, hvilket svarer til mere end 3 kilometer per minut.

Kortvarigt kl. 02:12:02Z lykkedes det PF via en “nose down“ kommando at få lidt kontrol overflyet og fik hastighedsindikationen tilbage. Men forgæves, idet PF kl. 02:13:32Z konstaterede, at flyet nu havde nået en højde på 10.000 fod, og kl. 02:14:28Z stoppede optagelserne automatisk, da flyet ramte havoverfladen.

BEA understreger, at der kortvarigt (i ca. 1 minut) var inkonsistens mellem fartangivelserne ved venstre sæde (hvor PF sad) og det integrerede standby instrument system (ISIS). Stall-warning blev udløst, men flyet gik alligevel i et stall. Flyets PF blev ved med at foretage “nose up“ input på trods af, at manualer foreskriver “nose down“ i en sådan situation.

Air France skriver i en erklæring, at fejlen på hastighedsmåleren var årsag til afbrydelse af autopiloten og det efterfølgende tab af de tilknyttede sikringssystemer som medførte, at flyet praktisk talt gik i stå i stor højde. Herudover hedder det: “Besætningen, der består af tre dygtige piloter, demonstrerede en helt igennem professionel holdning og udførte deres opgave til den bitre ende, og Air France ønsker at hylde dem.“

Flyet faldt fra en flyvehøjde fra over 10.000 meter til havets overflade på blot tre minutter og 30 sekunder. Et fald, der vidner om, hvilket mareridt passagerer og besætning må have gennemgået i de sidste skæbnesvangre minutter.

Airbus: “Vi vil lære af denne hændelse“
Den franske flyproducent Airbus S.A.S. udsendte fredag en pressemeddelelse på baggrund af BEA’s offentliggjorte information. Airbus skriver, at BEA’s arbejde er et vigtigt skridt i retning af at afdække den “kæde af begivenheder“, der førte til den tragiske ulykke med Air France flight 447.

Med ordene “kæde af begivenheder“ forbereder Airbus sig angiveligt på, at kan fralægge sig ansvaret for nogle af de mulige fejl, som piloterne kunne have udført. “Airbus vil yde al den nødvendige støtte til BEA med det formål at kunne lære af denne hændelse,“ hedder det endvidere fra flyproducenten.

Afsluttende fastslår Airbus i sin meddelelse, at fundet af både Flight Data Recorder (DFDR) og Cockpit Voice Recorder (CVR) utvivlsomt vil medvirke til at forbedre sikkerheden i luftfarten fremover. Samme formulering anvendes ikke overraskende af Air France, der tilføjer:

“Man kan allerede konstatere, at myndighederne, flyproducenten og vi som luftfartsselskab har taget forholdsregler, der skal sikre, at en sådan ulykke ikke vil kunne gentage sig. Air France håber, at alle vil udvise tålmodighed med konklusioner førend den første egentlige rapport foreligger fra BEA i løbet af et par uger.“