Delta genåbner Bruxelles-rute

Efter terrorangrebet i Bruxelles Zaventem-lufthavnen i marts lukkede Delta Air Lines den ene af sine to ruter til lufthavnen. Nu har selskabet besluttet at genåbne ruten.

Som det første flyselskab valgte Delta Air Lines at lukke en rute til Bruxelles Zaventem-lufthavnen efter terrorangrebet mod den belgiske hovedstadslufthavn den 22. marts i år. Det var den daglige flyforbindelse mellem Atlanta og Bruxelles, der hidtil havde været opereret på daglig basis med fly af typen Boeing 767-300ER, som fik kniven 10 dage efter terrorangrebet.

Nu har Delta Air Lines besluttet at genåbne ruten fra 26. marts næste år med daglig flyvning med Boeing 767-300 med plads til 225 passagerer.

“Eftersom Bruxelles Lufthavn flytter alle flyselskaber tilbage til det normale check-in område, er vi glade for at bekræfte, at vi vil genindsætte vores Atlanta-service næste sommer,” siger Dwight James, Deltas Senior Vice President for transatlantiske flyvninger.

“Det har været en svær par måneder for lokalsamfundet, men vi forbliver forpligtet til Belgien og viser vores støtte ved at drive to daglige afgange, hvilket vil gavne både de rejsende og også den lokale økonomi,” siger Dwight James med henvisning til at Delta Air Lines fortsat flyver mellem New York’s JFK-lufthavn og Bruxelles. Den rute blev ikke lukket efter terrorangrebet.

Konverteret til ultrakort sommerrute
Kort efter Delta Air Lines’ lukning af Atlanta-ruten meddelte United, at selskabet ville droppe en planlagt udvidelse af ruten mellem Newark og Bruxelles fra den 5. maj. Fra denne dato var det planen, at Star Alliance-selskabet ville flyve to gange dagligt på ruten.

Det tredje store amerikanske flyselskab, American Airlines, valgte efter terrorangrebet at konvertere sin hidtidige helårsrute mellem Philadelphia og Bruxelles til en ultrakort sommerrute. Ruten bliver genoptaget den 14. juni, men selskabet vil kun fortsætte flyvningerne frem til den 20. august.

 

Relaterede artikler:

Tredje USA-flyselskab reducerer til Bruxelles

Bruxelles Lufthavn tilbage i fuld drift i juni

Endnu en amerikansk rutereduktion i Bruxelles

Første rutelukning efter Bruxelles-terror