Den koster mere end ‘spidsen af en jetjager’

Air Alsie i Sønderborg Lufthavn har netop fået leveret endnu en Dassault Falcon 7X business jet. Flyet er nummer to af en håndfuld af samme type, der skal bemandes, vedligeholdes og serviceres af det alsiske selskab. Flyet koster det samme som en Boeing 737-600.

I 2005 blev den nye Dassault Falcon 7X business jet præsenteret på Paris Air Show. Siden da er flyet blevet bestilt i 165 eksemplarer. Det har også betydet, at prisskiltet er blevet rettet til flere gange undervejs.

Tilbage i 2001 kunne flyet forudbestilles for en pris af ca. 35 mio. dollars pr. stk. I 2007 er prisen vokset til 41 mio. dollars og i 2008 og frem til nu ca. 50 mio. dollars. Det svarer til en pris på lidt mere en 300 mio. danske kroner. For de samme penge kan man erhverve sig en Boeing 737-600, der har plads til op til 132 passagerer.

Det er individuelt, hvor mange sæder Dassault Falcon 7X kan indrettes til. men der vil være plads til op til 14 passagerer. Flyet har et vingespænd på 26,21 m og kan tilbagelægge over 11.000 km nonstop med 8 passagerer samt besætning.

Flyet kan således flyve fra Sønderborg til Cape Town, Singapore eller Mexico City uden mellemlandinger.

Netop i Sønderborg Lufthavnvil der hos Air Alsie blive stationeret en håndfuld nye Dassault Falcon 7X. Selskabet er en af Skandinaviens førende business-jet operatører, der har en række businessjets i management for mange virksomheder og private ejere.