Sønderborg Lufthavn. (Foto: Kim Toft Jørgensen | Sønderborg Kommune)

Trods vækst: Mangler rejsemuligheder om sommeren

Der er stor tilfredshed i Sønderborg Lufthavn efter en passagervækst på 10 procent i juli. Lufthavnen arbejder dog på at kunne tilbyde endnu flere destinationer i sommeren 2027.

Den positive udvikling fortsætter i Sønderborg Lufthavn, der i juli markerede sig med endnu en fin passagervækst trods det traditionelt lave antal forretningsrejsende i denne måned.

Den sønderjyske lufthavn oplyser således, at den håndterede i alt 4.812 passagerer i juli mod 4.386 passagerer i samme måned sidste år. Det svarer til en stigning på 426 passagerer eller 10 procent. I juli 2024 var passagertallet 3.485, så væksten i de seneste år har været tydelig.

I de første syv måneder i 2026 har lufthavnen samlet set haft 35.647 passagerer mod 34.971 rejsende i samme periode i 2025. Det giver en samlet vækst på næsten to procent. I samme periode i 2024 var passagertallet 30.507.

”Det er meget tilfredsstillende, at den positive udvikling fortsætter. Vi oplever en stabil efterspørgsel på vores flyforbindelser, og det viser, at Sønderborg Lufthavn fortsat er et attraktivt valg for både erhvervs- og fritidsrejsende i Sønderjylland og grænselandet,” siger Jákup Sverri Kass, administrerende direktør i Sønderborg Lufthavn.

Arbejder på flere muligheder til 2027
I modsætning til mange andre lufthavne har Sønderborg Lufthavn nødvendigvis ikke sin travleste tid hen over sommeren. Det skyldes, at en stor del af lufthavnens passagerer rejser i forbindelse med arbejde og mødeaktivitet.

Antallet af forretningsrejsende falder derfor typisk, når virksomhederne holder ferie. Derfor er passagervæksten i juli også ekstra positivt, lyder det fra Jákup Sverri Kass.

Når Sønderborg Lufthavn alligevel har vækst i juli, hænger det eksempelvis også sammen med Alsie Express’ sæsonrute til Bornholm.

”Med Alsie Express og Neubauer Turistik har vi spændende tilbud direkte fra Sønderborg uden for selve sommerferien, men der mangler fortsat flere muligheder til børnefamilier, par og andre rejsende i og omkring skoleferierne. Det arbejder vi på at ændre til 2027, og det bliver spændende at følge, om vi kommer i mål med det,” siger Jákup Sverri Kass.

Vil være den foretrukne lufthavn
Sønderborg Lufthavn arbejder løbende på at gøre den til det foretrukne valg for både virksomheder, familier og ferierejsende i hele Sønderjylland og grænseområdet til Tyskland.

Jákup Sverri Kass fremhæver blandt andet, at det er en effektiv lufthavn med gratis parkering, hvorfra der er kort og overskuelig afstand hen til flyene foran terminalen.

Også i det kommende efterår vil der være direkte rejsemuligheder fra Sønderborg Lufthavn. Et af højdepunkterne er den direkte charterflyvning til Amalfikysten i Italien fra Neubauer Turistik. Lufthavnen har samtidig fokus på at kunne tilbyde nye destinationer og rejsekoncepter i løbet af 2027 og årene frem.

 

Relaterede artikler:

Sønderborg Lufthavn melder om vækst i juni

Trods vækst: Sønderborg vil have flere passagerer

Forbedret resultat i Sønderborg Lufthavn