Det Midtjyske Lufthavnsråd takker af

Efter 11 års utrættelig kamp for en ny østjysk storlufthavn overdrager Det Midtjyske Lufthavnsråd nu stafetten til Aarhus Transport Group.

Jylland har gennem tiden været særdeles velforsynet med lufthavne. Den første kom til allerede i 1938, hvor Statslufthavnen i Aalborg blev indviet. Sidenhen blev Tirstrup Lufthavn på Djursland etableret af den tyske værnemagt i 1943, mens Billlund Lufthavn først så dagens lys i 1964 efter initiativ af LEGO-koncernen.

Erhvervslivet i Århus-regionen har historisk været utilfreds med placeringen af byens lufthavn i Tirstrup ca. 43 km fra bymidten i den jyske hovedstad. Det resulterede i marts 1998 i etableringen af Det Midtjyske Lufthavnsråd, der blev til på initiativ af bl.a. daværende koncernchef Niels Due Jensen fra pumpevirksomheden Grundfos i Bjerringbro.

Det Midtjyske Lufthavnsråd kæmpede for en ny Aarhus International Airport, der ifølge planen skulle etableres ved Thomasminde vest for Århus. Rådet var tæt på et gennembrud i 2003, men planerne faldt angiveligt på baggrund af politisk uenighed om det ambitiøse projekt.

I slutningen af 2009 har Det Midtjyske Lufthavnsråd valgt at nedlægge sig selv og har overdraget stafetten til Aarhus Transport Group (ATG). ATG arbejder bl.a. for at styrke samarbejdet mellem transportens interessenter og sikre erhvervslivet øget konkurrencekraft gennem udvikling af regionens infrastruktur – herunder en regional rutelufthavn.

Niels Due Jensen

Niels Due Jensen

Lufthavnsrådets hidtidige bestyrelsesformand Niels Due Jensen har følgende afskedssalut:

“Intet burde vel være mere indlysende, end at Århus som universitets- og erhvervsby har brug for en velbeliggende lufthavn med et internationalt rutenet. Fremsynede mennesker har talt for sagen i mere end 50 år, siden Århus-borgmester Svend Unmack Larsen i 1946 indså, hvad der rigeligt er bevist: At en Århus-lufthavn i Tirstrup aldrig kan udvikle sig til en tilstrækkelig brugbar løsning. I 1970´erne gik amtsborgmester Robert Svane Hansen ind i kampen for en bedre løsning, desværre igen forgæves, trods opbakning fra fremtrædende erhvervsfolk.

Fra midten af 1990´erne kom et nyt forsøg med Det Midtjyske Lufthavnsråd som en af aktørerne, muliggjort af opbakning fra store dele af erhvervslivet i Stor-Århus. Vi må konstatere, at det igen ikke er lykkedes. For mange kortsynede politikere har været på banen. Helt ubegribeligt taler mange af dem stadig om vejforbindelser og 10 minutter fra og til, som om det var emnet. Ufatteligt, at de i 2009 ikke kan forstå, hvad Unmack Larsen kunne i 1946.

Men sådan er det, og lufthavnssagaens benspændere må tage det ansvar med sig over i historien. Det Midtjyske Lufthavnsråd takker nu af efter 11 år. Vi håber for Stor-Århus, at fremsynet engang i fremtiden trods alt får overtaget.“