Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen. (Arkivfoto: Michael Stub)

DI-chef jubler over stor SAS-investering

SAS’ milliardinvestering i langdistancefly vækker stor glæde hos Dansk Industris øverste chef. Han ser store muligheder for de danske virksomheder, men advarer også om, at det kræver, at myndighederne hjælper.

Tirsdag den 30. juni må siges at være en stor dag for SAS, som netop har annonceret en flyordre på op mod 40 Airbus-fly bestående af 18 nye A330-900neo samt en option på yderligere 10 fly af samme type.

Derudover indeholder SAS’ køb også ni brugte A330-300, der skal understøtte væksten på kort sigt, indtil de nye fly er klar til levering, hvilket ventes at ske fra 2030 til 2035. Det betyder, at SAS har forpligtet sig på at købe fly til en samlet listepris på 65 milliarder kroner.

Og dén milliardinvestering bliver taget godt imod hos Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, som forudser, at den vil betyde, at Københavns Lufthavn bliver styrket som internationalt knudepunkt.

”Det er en virkelig kærkommen investering, som markant vil øge adgangen til og fra verden for Danmark og dansk erhvervsliv, så kundskaber og investeringer kommer vores vej. For et lille land som vores er stærke forbindelser til resten af verden helt afgørende for, at virksomheder kan vækste og konkurrere,” siger DI-topchefen.

Efterlyser velvillige myndigheder
Mens Lars Sandahl Sørensen ser gode muligheder i de flyruter, som SAS’ udvidede flåde kan bidrage med, så mener han også, at rammerne skal være på plads, hvis potentialet i den store investering skal realiseres.

”Det er vigtigt, at vi får et tæt samarbejde mellem myndighederne, så vi sikrer, at så store investeringer i Danmarks internationale forbindelser bliver realiseret. Tempo og koordinering er helt afgørende, hvis Danmark skal få det fulde udbytte af investeringerne,” siger direktøren.

I samme ombæring nævner Lars Sandahl Sørensen, at det er positivt, at det politiske Danmark i de kommende år vil arbejde for at styrke samarbejdet om grønne brændstoffer. I regeringsgrundlaget for den nye regering er det således skrevet ind, at staten skal arbejde for, at fremtidens fly flyver på Power-to-X-brændstoffer produceret i Danmark.

”Det er meget positivt, at der også bliver taget nye skridt i samarbejdet om grønne brændstoffer. Hvis vi skal lykkes med at gøre luftfarten grønnere og udvikle Power-to-X i Danmark, kræver det stærke partnerskaber mellem producenter af grøn energi, dem, der udvikler og producerer brændstofferne, og aktører som luftfarten,” siger Lars Sandahl Sørensen.

Får betydning for Danmark
SAS’ plan med de nye langdistancefly er at øge passagertallet med 68 procent frem til 2030. Det betyder med andre ord, at der lægges op til et sted mellem 47 og 48 millioner årlige SAS-rejsende ved indgangen til næste årti.

Analysevirksomheden SEO Amsterdam Economics har samtidig vurderet, at den kommende investering vil betyde, at der kommer yderligere 25.000 arbejdspladser samt en vækst i BNP på 25 milliarder kroner frem mod 2030.

Hos SAS alene vil der i Danmark blive brug for 2.100 nye ansatte, mens der yderligere bliver brug for 3.200 nyansatte i andre virksomheder i Københavns Lufthavn.

Øvrige samarbejdspartnere vil øge beskæftigelsen med 5.900 ansatte, og der kommer yderligere 4.200 nye arbejdspladser med øget turisme. Endelig skabes der også 9.300 nye stillinger i den bredere erhvervssektor på grund af bedre tilgængelighed.

 

Relaterede artikler:

SAS bestiller op til 40 langdistancefly fra Airbus

Medie: SAS tæt på at lukke ordre på langdistancefly

Nye fly: SAS forhandler med både Airbus og Boeing