SAS vil ikke ændre navnet på selskabets mest eksklusive lounges trods introduktionen af Diamond, som højeste EuroBonus-niveau. Derfor skal Diamant-kunderne benytte SAS Gold Lounges.
SAS valgte i begyndelsen af 2013 at ombygge sine lounges i de skandinaviske hovedstadslufthavne i København, Oslo og Stockholm. Herefter fulgte lounges i Gøteborg, Helsinki, Bruxelles, London-LHR, Paris-CDG, Chicago og New York-Newark.
I forbindelse med ombygningen blev navnene på de to lounge-niveauer og ændret. SAS Business Lounges hedder i dag SAS Lounges, mens de tidligere SAS Scandinavia Lounges siden midt i 2013 har heddet SAS Gold Lounges.
Gold Lounges henviser til, at det er her, at alle SAS-kunder med Guldkort i EuroBonus-programmet har adgang.
Men der er netop kommet en ny udfordring til, idet SAS med virkning fra den 1. april indfører et såkaldt Diamond-niveau i loyalitetsprogrammet. Diamant-kortet kommer til at ligge over Guld-kortet, og bliver således det mest eksklusive.
Derfor ville de være oplagt at tro, at SAS Gold Lounges skulle omdøbes til SAS Diamond Lounges. Men det lader ikke til at være tilfældet.
“Vi ændrer ikke foreløbigt på navnene på vores lounges,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS. Det sker udfra en økonomisk betragtning, men også fordi, at navnet Diamond Lounge ikke vil være dækkende, når Guld-kunder også har adgang. I givet fald skulle der findes et helt nyt og tredje navn.
Gæst eller familie med i lounge
I de nævnte lounges harpassagererne adgang til en buffet med friske salater samt et nyt vinsortiment. Indretningen har fået et mere skandinavisk præg, og smarte kontorpladser og lynhurtigt internet er som hidtil også en del af loungekonceptet.
Sølvkort-holderne har kun adgang til SAS Lounges, mens Guld- og Diamant-medlemmerne kan tage plads i SAS Gold Lounges.
En fordel som Guld- og Diamant-kunde er, at det er muligt at besøge SAS Gold Lounge, når man eksempelvis lander i København efter en interkontinental flyvning. Her kan man frit benytte et dagsværelse med bruser i SAS Gold Lounge i Københavns Lufthavn.
Endelig kan Guld- og Diamant-kunderne vælge at tage en gæst eller resten af familien op til fire personer med i SAS Gold Lounge.
Per 1. april vil der være en halv million SAS-kunder, der har adgang til lounge-faciliteter. De 415.000 Sølv-medlemmer kan benytte SAS Lounge, mens samlet 85.000 Guld- og Diamant-kortholdere kan få lov at gå i SAS Gold Lounge.