‘DONG’-sag er under opsejling i Finnair

Den finske regering reagerer nu kontant på afsløringer af lukrative bonusordninger for 18 direktører og chefer i Finnair, som staten er hovedaktionær i. Udviklingsminister Heidi Hautala har fyret bestyrelsen, og det finske politi efterforsker samtidig Finnairs topchef i en sag om bestikkelse i forbindelse med salg af en luksusvilla.

Det er ikke kun i danske DONG Energy, at der bliver indgået ansættelseskontrakter og etableret bonusordninger, som ikke kan bifaldes af ejerne.

Torsdag fik Finland også en “DONG“-sag. Det handler om luftfartsselskabet Finnair, som den finske stat ejer 55,8 procent af aktierne i.

Selskabets bestyrelse har angiveligt i perioden 2009-2010 godkendt lukrative bonusordninger for 18 direktører og chefer i luftfartsselskabet. Til gengæld for de lukrative ordninger skulle de pågældende medarbejdere forpligte sig til at forblive i ansættelsesforholdet i minimum 24 måneder. Det skriver Helsingin Sanomat.

De attraktive ordninger blev indgået kort efter, at den tidligere koncernchef Jukka Hienonen var fratrådt i 2009.

Han var blevet afløst af den nuværende koncernchef Mika Vehviläinen, der samtidig skulle have fået et sign-on fee på € 180.000 (ca. 1,35 mio. kroner) som kompensation for den bonus han mistede, da han forlod Nokia Siemens Network til fordel for stillingen som øverste ansvarlig for Finnair.

Afsløringerne af bonusordningerne har skabt vrede og frustration hos de øvrige ansatte i Finnair, idet selskabet i øjeblikket kæmper med store underskud og en spareplan, der har betydet afskedigelser i et større omfang.

Bestyrelsen er fyret

På et pressemøde torsdag morgen sagde den finske udviklingsminister Heidi Hautala (De Grønne), der er ansvarlig for statens investeringer, at de bestyrelsesmedlemmer som havde godkendt tildelingen af de lukrative bonusordninger ikke kunne blive siddende.

Det betyder, atseks ud af otte medlemmer af Finnairs bestyrelse er smidt på porten. De to bestyrelsesmedlemmer, der går fri har enten ikke direkte sanktioneret de omstridte ansættelseskontrakter eller er kommet til på et senere tidspunkt.

Udover sagen om bonusordningerne efterforsker det finske politi i øjeblikket anklager mod Finnairs koncernchef Mika Vehviläinen, der er mistænkt for at have taget imod bestikkelse i forbindelse med salget af en luksusvilla i den finske hovedstad Helsinki.