Produktionen af det tyske fly Dornier 328 sluttede i 2005, men nu overvejer producenten at bygge en – måske – helt ny udgave af modellen.
Et populært tysk fly kan være på vej i en helt ny udgave.
For 13 år siden blev der lukket ned for produktionen af Dornier 328, men det tyske selskab bag flyet har i øjeblikket ambitiøse planer om at begynde en ny periode med produktion af flyet.
Det tyske luftfartsmedie aeroTELEGRAPH skriver, at selskabet 328 Support Services fra Oberpfaffenhofen nær München påtænker at åbne et nyt sted til flyproduktion i Tyskland. Selskabet ejer typegodkendelsen for Dornier 328, og man har angiveligt forespurgt om data på infrastruktur fra forskellige tyske kommuner. Og der skulle desuden være lavet et forudvalg i projektet.
Nico Neumann, produktionschef for 328 Support Services, har over for avisen Weser Kurier udtalt, at Leipzig og Bremen er inde i billedet som produktionslokalitet med førstnævnte som mest populær. ”Brikkerne vil falde på plads i år,” siger han til avisen.
En genopstartet produktion vil betyde omkring 300 job i produktionshallen og endnu flere i forbindelse med logistik og administration.
Mulig ny 328-version
Myndighederne i Bremen skal have tilbudt det München-baserede selskab et jordstykke, hvor der vil kunne bygges tre hangerer. Den største på cirka 15.000 kvadratmeter skal huse selve produktionen, mens de to øvrige vil indeholde den endelige samling og malefaciliteter.
I den sydlige del Leipzigs Schkeuditz-lufthavn åbner en forretningspark, hvor forskellige virksomheder kan få plads. Området når næsten ind til lufthavnens forplads og dækker cirka 60 hektar. Det skriver Leipziger Volkszeitung.
Det er pt. uvist, om Dornier 328-flyet vil komme i en helt ny udgave, eller om produktionen af flyet vil ligne den, der sluttede i 2005. Ifølge aeroTELEGRAPH har 328 Support Services ikke ønsket at kommentere, om 328-versionen kommer i en ny udgave, og om hvordan den eventuelt vil adskille sig fra den eksisterende model.
Da Dornier 328-produktionen stoppede i 2005, var der mange fly, der slet ikke nåede at blive produceret. 110 eksemplarer af turbopropvarianten 328-100 og 111 eksemplarer af jetvarianten 328-300 stod på ordrelisten frem til produktionstoppet.
Dansk operatør af Dornier
Dornier 328-flyet er en velkendt størrelse på den danske himmel, hvor flyselskabet Sun-Air i mange år har opereret med Dornier-fly. I øjeblikket har selskabet 18 af jetvarianten Dornier 328JET, der har plads til 32 passagerer. Sun-Air har tidligere meldt ud, at man er i proces med at finde passende afløsere til Dornier-flyene. Og afløserne vil om muligt også blive Dornier-fly, såfremt Dornier genoptager produktionen.
Sun-Airs ejere er nemlig i dialog med Dornier omkring projektet og eventuel produktion af nye Dornier-fly. Det fortæller flyselskabet onsdag til CHECK-IN.dk.
Sun-Air er faktisk en af Dorniers største kunder. Det Billund-baserede flyselskab, der flyver som franchisepartner for British Airways, opererer således omkring en fjerdedel af samtlige producerede fly af jetvarianten. Sun-Air blev grundlagt i 1978 og har i dag cirka 10 destinationer fordelt over Norge, Sverige, Tyskland og England. Flyselskabet opererer også fra Aarhus Lufthavn og Aalborg Lufthavn.
Relaterede artikler:
Sun-Air har ingen afløser for Dornier-jetflyet
Sun-Air reducerer på Oslo-ruter
Sun-Air har taget hul på tysk indenrigsflyvning