Japan Airlines har blot tre uger før opstarten besluttet at udsætte åbningen af den nye rute mellem Tokyo og Helsinki. Ruten skulle have været opereret med Boeing 787 Dreamliner-fly.
Mandag den 25. februar skulle have været en særlig dag i Helsinki Airport. Det var oprindeligt dagen, hvor den finske hovedstadslufthavn som den første i Norden skulle modtage et Boeing 787-800 Dreamliner fly i fast rutedrift.
Allerede for et år siden traf Japan Airlines beslutning om at indlede beflyvningen af Helsinki fra den 25. februar med fire ugentige afgange opereret medden nye Dreamliner. Men japanerne havde ingen anelse om, at Dreamliner-flyene skulle parkeres på jorden alleredeni måneder efter, at man havde sat det første eksemplar i drift.
Men det er tilfældet, idet samtlige syv af selskabets Dreamliner-fly har været grounded siden den 16. januar. Japan Airlines har bestilt i alt 31 eksemplarer af ‘Drømmeflyet’¨, der meget vel kan gå hen at blive et mareridt for det japanske luftfartsselskab.
“Japan Airlines har i dag besluttet at udsætte åbningen af den nye nonstop-service mellem Tokyo-Narita og Helsinki, der var planlagt til at åbne den 25. februar. En ny dato for åbningen af ruten vil blive annonceret senere, og kunder med bekræftede reservationer vil automatisk blive kontaktet. JAL undskylder overfor alle kunder og andre berørte for den ulejlighed og de forhold, der er opstået som følge af de seneste problemer med 787 flåden,“ hedder det i en pressemeddelelse fra Japan Air Lines, som selskabet udsendte i går.
Kræver kompensation
Japan Airlines gik i går i pressen med informationer om, at man ville søge kompensation hos Boeing for tabte indtægter. JAL vurderer, at problemerne med Dreamlineren vil barbere omkring 40 mio. kroner af bundlinjen i det regnskabsår, der slutter den 31. marts 2013.
Den japanske konkurrent All Nippon Airways har også bebudet et erstatningskrav overfor Boeing, hvilket indtil videre også er tilfældet med polske LOT, der blot nåede at flyve én strækning med selskabets første Dreamliner, inden den blev sat på jorden.
Lige nu er der dog fokus på at få flyet i luften, hvorefter et eventuelt erstatningskrav må vente til Dreamlineren atter er i operation.
“Fremfor at forhandle med Boeing, er det vigtigste af alt nu at få 787´eren på vingerne igen så hurtigt som muligt. Når dette er på plads, kan vi sætte os ned og tage hul på samtalerne om kompensation,“ sagde JAL´s topchef Yoshiharu Ueki i går til internationale nyhedsmedier.
Læs også: