Dreamliner testfløjet

Lørdag testfløj Boeing for første gang et Dreamliner-fly, siden flyet fik flyveforbud i midten af januar.

Mange tusinde Boeing-fly lettede lørdag fra lufthavne over hele verden. Men præcis én flyvning fra Paine Field i staten Washington i USA havde uden tvivl Boeing-ledelsens allerstørste opmærksomhed. Det var nemlig den første testflyvning med Boeing 787 Dreamliner siden flytypen fik sit verdensomspændende flyveforbud den 17. januar i år.

Flyvningen tog to timer og 19 minutter og var, ifølge Boeing, ganske udramatisk. Flyproducenten vil dog ikke fortælle nærmere om resultatet af flyvningen. Det skriver Reuters. Formålet var at teste de lithium-ion batterier, som har ført til brand og røgudvikling ombord på to japanske Dreamlinere.

Tilladelse til flere flyvninger
Ombord på lørdagens testflyvning var 13 Boeing-medarbejdere. De amerikanske luftfartsmyndigheder har givet Boeing tilladelse til at gennemføre flere testflyvninger i denne uge.

I torsdags havde Boeing fået en særlig tilladelse til at færgeflyve en Dreamliner tilbage til Paine Field fra Texas, hvor flyet var blevet malet og havde stået siden flyveforbuddet blev en realitet.

Boeing ved stadig ikke hvornår myndighederne ophæver flyveforbuddet. Derfor er flyfabrikanten gået i gang med at fortælle de luftfartsselskaber, der skulle have Dreamlinere leveret i de kommende måneder, at de muligvis må indstille sig på, at flyene bliver forsinket.

Som omtalt på CHECK-IN.dk fredag, så er Norwegian et af de selskaber, som muligvis kommer til at skulle klare sig nogle måneder uden de to Dreamlinere, som selskabet skulle have modtaget til april og juni, og som skulle være de første fly til at få selskabets længe ventede langdistanceoperation i luften.

Også charterselskabet Thomson Airways, der skulle modtage sin første af i alt otte Dreamlinere senere i denne måned, har fået besked fra Boeing om, at de nok kommer til at udskyde modtagelsesceremonien. Thomson Airways skal i vinteren 2013/2014 opererer en række flyvninger for Star Tour fra København til Caribien.