DSB: ‘Vi vandt vintertrafikken’

DSB mener i 1. kvartal at have vundet markedsandele på trafikken over Storebælt. Men ikke alene hævder jernebaneselskabet at have vundet kampen over bæltet. DSB hævder også at toget har vundet vintertrafikken trods fremgang på over 30 % i indenrigsflytrafikken.

Vinteren 2010 har været den hårdeste i mange år. Det fik mange indenlandske rejsende til at lade bilen stå i garagen og i stedet anvende andre tranportmidler.

Således også DSB´s tog, der i 1. kvartal havde en passagerfremgang på 2 %, hvilket svarer til ca. 800.000 passagerer. Samlet var der 48 mio. kunder der rejste med DSB, hvilket er det højeste antal nogensinde i et første kvartal. Fremgangen skyldes vækst i såvel S-tog som Fjern- og Regionaltog.

Der var ifølge DSB 1 % flere togrejsende over Storebælt i 1. kvartal trods en en nedgang i det samlede marked for rejser over Storebælt på 3 % i forhold til 2009. Det får DSB til at konkludere, at selskabet har vundet markedsandele, der tilsvarer to procentpoint svarende til en nuværende samlet markedsandel på 30 %.

En af årsagerne til fremgangen var ifølge DSB det dårlige vintervejr. Selvom mange togafgange var forsinkede, søgte de rejsende alligevel mod DSB´s produkter.

“I første kvartal var alle transportmidler alvorligt ramt af vintervejret. Men jeg mener, at toget vandt i vintertrafikken. De hårde vinterdage viste, at toget er et sikkert, pålideligt og billigt alternativ til bilen og flyet, der til gengæld viste sig som utrygge, besværlige og problemfyldte transportmidler at befinde sig i,“ vurderer DSB´s administrerende direktør Søren Eriksen.

At indenrigsflyene skulle være særligt utrygge og besværlige kommer nok til at stå for DSB-direktørens egen regning. Indenrigsflytrafikken havde netop i 1. kvartal en fremgang på ikke mindre end 30 % i forhold til samme kvartal året før. En fremgang forårsaget af lave priser, men også som følge af en passagertilstrømning fra især biler, men også i et mindre omfang tog som følge af detkolde og frosttungevintervejr.

Søren Eriksen vurderer, at de hårde vinteruger har haft store konskevenser for tilliden til toget som transportmiddel, når man kigger på landene omkring os. Det gælder bl.a. Sverige, Norge, Tyskland og Holland. “I DSB har vi formået at komme igennem januar og februar med kundernes tillid i behold,“ siger han.

Foto: “Vi vandt vintertrafikken“ siger DSB´s administrerende direktør Søren Eriksen. (Sine Fiig)