EasyJet Airbus A320. (Foto: easyJet)

EasyJet flytter 110 fly fra britisk til østrigsk register

EasyJet Europe er etableret i Østrig, og i løbet af de kommende år skal omkring 110 fly overføres fra den britiske til den kommende østrigske driftslicens.

EasyJet har hidtil drevet to flyselskaber med driftstilladelser i henholdsvis Schweiz og Storbritannien. Dermed har det store britiske lavprisflyselskab haft mulighed for at placere flyene på den schweiziske driftstilladelse eller den britiske EU-licens.

Men resultatet af sidste års Brexit-folkeafstemning betyder, at easyJet inden længe ikke vil have en EU-licens, hvilket er en udfordring, når halvdelen af selskabets op imod 80 mio. årlige passagerer kommer fra de øvrige 27 EU-lande, mens en tredjedel af selskabets ruter opereres til og fra EU-lande eller internt i EU-lande.

Derfor har easyJet for nogle måneder siden etableret easyJet Europe med hovedkvarter i Wien og har ansøgt de østrigske luftfartsmyndigheder, Austro Control, om en driftstilladelse. Godkendelses- og akkrediteringsprocessen har nu varet et par måneder, og easyJet håber snart at have den østrigske driftstilladelse klar, så man fortsat kan være en del af EU´s luftfartsaftale, uanset hvordan forhandlingerne om Storbritianniens EU-exit falder ud.

110 fly til østrigsk EU-licens
I øjeblikket beskæftiger easyJet omkring 100 fly på baser i EU-landene, 140 fly  på baser i Storbritannien samt 25 fly på baserne i Schweiz. Samtlige fly skal fysisk blive på de baser, hvor de i øjeblikket er placeret, men 110 af flyene skal overføres fra den britiske driftstilladelse til den nye EU-licens i Østrig. Det vil ske successivt i løbet af de kommende to vintersæsoner, oplyser easyJet i en pressemeddelelse.

EasyJet har fløjet til og fra Østrig i 11 år med destinationerne Innsbruck, Salzburg, Klagenfurt og Wien i det nuværende rutenetværk. Samlet har easyJet omkring en million passagerer årligt på ruterne til og fra Østrig, og det er en stigning på 60 procent over de seneste 12 måneder.

Hos easyJet understreger man, at flytningen af 110 fly fra britisk til østrigsk register ikke vil komme til at betyde noget for selskabets beskæftigelse i Storbritannien. Der er 4.000 piloter og kabineansatte i Storbritannien, og det antal vil blive fastholdt. Derimod vil der blive ansat en række nye medarbejdere i easyJet Europe i Wien.

“Etableringen af easyJet Europe vil skabe et antal nye stillinger i Østrig, men ingen stillinger vil flytte fra Storbritannien til Østrig. Alle easyJet´s britiske ansatte vil fortsat have base i Luton samt på de øvrige 11 britiske baser, som de er i dag,” understreger easyJet.

 

Relaterede artikler:

Ryanair frygter Brexit-kaos

Medie: EasyJet overvejer udflagning til Østrig

EasyJet vil overtage EU-flyselskab i 2017

Lavpris-fremgang trods Brexit-usikkerhed

Ryanair: Brexit vil presse priserne