EasyJet Airbus A320. (Foto: easyJet)

EasyJet vil overtage EU-flyselskab i 2017

Britiske easyJet vil allerede næste år finde et flyselskab i et andet EU-land med en driftstilladelse, easyJet kan bruge, hvis Storbritannien ryger ud af det fælleseuropæiske luftfartsområde.

Som pan-europæisk flyselskab med en britisk driftstilladelse i ryggen – i fagsprog kaldet Air Operators Certificate – er easyJet nok det flyselskab, der risikerer at blive hårdest ramt af Storbritanniens farvel til EU-samarbejdet, som et flertal af den britiske befolkning den 23. juni i år stemte for at gennemføre.

I dag kan alle flyselskaber fra EU-lande flyve på kryds og tværs af EU som de måtte ønske det. Derfor kan britiske easyJet eksempelvis flyve mellem København i Danmark og Paris i Frankrig. Men hvis Storbritannien træder helt ud af det fælleseuropæiske luftfartsområde, European Common Aviation Area (ECAA), så er det ikke længere muligt. Så kan easyJet kun flyve mellem Storbritannien og de enkelte EU-lande. Ikke mellem de tilbageværende EU-lande.

Ikke vente til 2019
Præcis hvordan det kommer til at blive skruet sammen vides endnu ikke. Men easyJet agter ikke at sidde på hænderne frem til 2019, hvor Storbritanniens exit formentlig vil blive ført ud i livet.

”Vi kan ikke vente til 2019, hvor exit’en fra EU vil få effekt,” siger easyJet’s topchef, Carolyn McCall, til den franske avis Les Echos.

Således vil easyJet allerede næste år finde et flyselskab i et af de 27 andre EU-lande, som ikke har tænkt sig at forlade EU-samarbejdet. EasyJet vil så overtage selskabet og bruge dets driftstilladelse til sine flyvninger indenfor EU samt overflytte mange af sine mere end 200 fly til selskabet.

Ikke noget særsyn
EasyJet har i forvejen både en britisk og en schweizisk driftstilladelse. Før afstemningen i juni fortalte kilder til britiske medier, at easyJet også overvejede at flytte mange af flyene over på den schweiziske driftstilladelse, hvor easyJet allerede har i alt 23 Airbus-fly. Schweiz er ikke en del af EU, men har tilsluttet sig ECAA-aftalen.

At købe et andet flyselskab for at kunne overtage dets driftstilladelse er ikke noget særsyn. Da SAS i december 2014 købte Cimber A/S var det netop udelukkende for at kunne overtage selskabets driftstilladelse og flytte driften af sine CRJ900-fly over i Cimber-selskabet.

 

 

Relaterede artikler:

Lavpris-fremgang trods Brexit-usikkerhed

Europæiske luftfartsaktier i regulært blodbad

Overvejer udflagning ved britisk EU-exit