Norske Elfly Group har præsenteret Noemi - et elektrisk vandfly til kommercielt brug fra 2030. Illustration: Elfly Group

Norsk virksomhed præsenterer 19-sæders elfly

Norske Elfly Group har præsenteret et elektrisk vandfly, der skal kunne rumme op til 19 passagerer. Ambitionen er at få 15 fly til at flyve langs Norges kyster i 2030.

I disse år arbejdes der målrettet flere steder i luftfartsbranchen mod at udvikle elfly, der i første omgang skal kunne transportere et mindre antal passagerer.

Særligt store ambitioner om at få elfly på vingerne er der i Norge, hvor regeringen har ytret planer om at gøre det muligt at anvende elfly på kortbanenettet allerede i 2024. Og i netop Norge er en virksomhed i fuld gang med at udvikle et elfly.

Det er Elfly Group, som har præsenteret et 100 procent elektrisk vandfly til kommercielt brug. Flyet har fået navnet Noemi (for No Emission) og blev præsenteret i Oslo foran 100 tilhørere fra ind- og udland. Her blev de via virtual reality præsenteret for en fuldskala-kabine i dette innovative såkaldte amfibiefly, der betyder, at det kan lande på både vand og land.

Får en rækkevide på 200 kilometer
Designet af Noemi er inspireret af en båd, hvis skrog vil gøre det muligt for flyet at lette med kun lidt strøm. Prototypen – i en ikke-passagerudgave – vil være klar til flyvning i 2025.

Elflyet i passagerudgave vil blive designet til at kunne tilbagelægge 200 kilometer med en topfart på 250 kilometer i timen. Det tomotorede vandfly skal kunne være i luften fra 2030.

Elfly Group, der blev stiftet i Bergen i 2018, arbejder på at få tilladelse til, at flyet kan medtage op til 19 passagerer. Det forventes, at Noemi vil kunne tilbydes med tre forskellige kabinekonfigurationer. I første omgang er der planer om følgende: en business-kabine med ni sæder inklusiv bagage, et VIP-layout med seks sæder samt en turistmodel med 13 sæder eksklusiv bagage. Herudover er der planlagt en fragt- og en ambulanceversion.

15 Noemi-elfly i 2030
Som noget særligt har Elfly Group planer om at søge om egen driftstilladelse (AOC), så selskabet selv kan få elflyet på vingerne for i første omgang at kunne forbinde Norges fjorde. Ønsket er at kunne få 15 vandfly til at flyve på den norske vestkyst i 2030.

”Derefter kunne vi ekspandere til andre kortdistance-markeder i betragtning af, at 80 procent af verdens befolkning bor ved havet. Vores mål er at bringe innovation til hele forsyningskæden og gøre processen så problemfri som muligt,” siger Eric Lithun, administrerende direktør hos Elfly Group.

Noemi bliver bygget med lithiumbatterier og en elektrisk motor, og flyet er inspireret af de populære de Havilland Twin Otter og Grumman’s Mallard. Noemi vil have en stor lastdør, og kabinen vil være fuldt tilgængelig for kørestolsbrugere.

Stort marked for vandflyvning i Norge
Med flere end 1.000 fjorde og 450.000 søer er Norge et oplagt sted for fremtidens bæredygtige vandfly. En elflyrute i Norge kunne omfatte Bergen til Stavanger, der årligt bruges af 550.000 passagerer. Cirka 500.000 rejser med bus og 70.000 med færge. Flyvetiden på den 160 kilometer lange strækning vil være under en time.

Designet af Noemi er en del af et forskningsprojekt, som er finansieret af private investorer og Norges Forskningsråd.

Elfly Group oplyser, at virksomheden vil være til stede ved Paris Air Show i næste uge, hvor den planlægger at afsløre nye partnere og leverandører på vandfly-projektet.

 

Relaterede artikler:

SAS åbner for reservationer til flyvning med elfly

Norsk luftfartsstrategi: Elfly kan komme i drift i 2024

Widerøe kan være klar med elfly i 2026