Emirates kan stå bag nyt ungarsk flyselskab

Latterliggørelsen af et nyt ungarsk luftfartsselskab er ved at forstumme i takt med at selskabet præsenterer sine fly og investorer. En af dem kan være Emirates.

Meget tyder på, at det blandt andet er Emirates, der står bag et nyt ungarsk flyselskab. På sin hjemmeside skriver selskabet med navnet Sólyom Hungarrian Airways, at det blandt andet er investorer fra Oman og De Forenede Arabiske Emirater, der er med til at realisere ideen om et nyt ungarsk flyselskab. Flere internationale medier mener at vide, at luftfartsselskabet Emirates er en af investorerne.

Det ungarske flyveselskab regner med at gå i luften omkring 1. september. I første omgang er det planen at lease seks Boeing 737-500 fly og beflyve 21 destinationer i år. Stockholm har været nævnt som en af mulighederne.

Næste år regner folkene bag selskabet, hvis navn betyder falk på ungarsk, at nå op på 51 destinationer. Og armbevægelserne er store. I 2017 hedder målet 96 destinationer i 55 lande verden over. Til den store operation forventer Sólyom i 2017 at have en flåde bestående af 20 regionale jetfly, 20 narrow-body fly i Boeing 737-klassen samt 10 wide-body fly.

Allerede i år forventer Sólyom at beskæftige mellem 700 og 1.000 ansatte.

Gjort til grin
Planerne om selskabet blev lanceret i juni og indtil videre er selskabet mest blevet gjort til grin i hjemlandet med et navn, der er særdeles svært for udlændinge at udtale. Desuden er selskabets første fly blevet døbt ”søvnig”. Måske ikke det mest betryggende signal at sende.

Men i takt med at selskabet har holdt pressemøder, fortalt om sine planer og investorer og ikke mindst fremvist rigtige fly i selskabets bemaling, er latteren forstummet.

Sólyom har indtil videre fået malet to af de seks Boeing 737-500 fly, hvoraf flere har en fjern fortid som arbejdsheste for Braathens og SAS. På det seneste har de dog fungeret som VIP-fly, men Sólyom har indrettet dem i en konfiguration med 12 business class-sæder og 98 economy-sæder.