Airbus A380-800-fly fra Emirates i Dubai International Airport. (Arkivfoto: Emirates | PR)

Emirates har genoprettet 93 procent af kapaciteten

Efter et udfordrende halvår har Emirates nu genoprettet 93 procent af den kapacitet, der var til rådighed før krisen i Mellemøsten. Flyselskabet oplever stærk efterspørgsel frem mod vinteren.

Emirates var blandt de flyselskaber, der blev hårdt ramt af den geopolitiske uro i Mellemøsten, der begyndte i slutningen af februar i år.

Nu er flyselskabet fra Dubai i De Forenede Arabiske Emirater imidlertid på vej tilbage til tidligere tiders styrke. Således oplyser Emirates, at det har genoprettet 93 procent af sin kapacitet fra før krisen i Mellemøsten.

Dette er status hos flyselskabet efter en sommer, hvor det transporterede flere end 8,6 millioner passagerer samlet set i juli og august. Alene i de to sidste uger af august ankom flere end en halv million passagerer til Dubai med Emirates, hvilket var en stigning på syv procent i forhold til samme periode sidste år.

Premium Economy til 90 destinationer
Emirates har taget imod en lang række fly siden begyndelsen af året. Således har selskabet siden januar budt 18 nye fly velkommen – herunder 11 Airbus A350 og syv Boeing 777. Herudover er der planlagt seks Airbus A350 til levering inden udgangen af december.

Indtil videre har Emirates foretaget sit eftermonteringsprogram på i alt 104 fly – herunder 53 Boeing 777’ere og 51 Airbus A380’ere. Dermed kan i alt 137 fly nu tilbyde Premium Economy og de nyeste kabineprodukter. Dette tal vil stige til samlet 155 fly inden nytår.

Samlet set er der nu Premium Economy tilgængeligt til 90 destinationer, og yderligere seks destinationer tilføjes dette produkt i år – herunder blandt andet Paris, Delhi og Stockholm.

Emirates oplyser desuden, at 50 fly indtil videre er udstyret med den lynhurtige WiFi-forbindelse fra satellitnetværket Starlink. Herudover har selskabet i år introduceret nye nakkestøtter på Economy Class, elektriske justerbare sæder på Premium Economy med en skillevæg i fuld højde mellem sæderne samt næste generation af Emirates-lounger i München, Frankfurt og Manchester.

Stærk efterspørgsel på vinterrejser
Emirates oplever stærk efterspørgsel i vintertrafikprogrammet, der begynder i slutningen af oktober. Dette på trods af, at kunderne i stigende grad tager beslutning om at købe flybilletter tættere på afrejsedatoen.

Blandt de største destinationer i vintersæsonen for danske rejsende fra København via Dubai er Thailand, Mauritius, Maldiverne, Sri Lanka, Bali, Sydafrika og Australien. Snart får rejsende fra Helsinki også mulighed for at benytte Emirates-netværket, når selskabet åbner en ny rute 1. oktober 2026. Der flyves med Airbus A350 på ruten.

Det var planen, at Emirates skulle øge fra én til to daglige afgange fra Københavns Lufthavn i det kommende vintertrafikprogram, men dette bliver ikke til noget af kapacitetsmæssige årsager. Planen var at benytte A380 og A350 på ruten.

Fra 1. oktober 2026 erstatter Emirates imidlertid den nuværende Boeing 777-300ER med en treklasses A380 med plads til i alt 569 passagerer. Rutenummeret vil fortsat være EK151/152, og dermed vender verdens største passagerfly atter tilbage til CPH.

 

Relaterede artikler:

Emirates dropper planlagt CPH-ekspansion

Emirates udvider med 40 procent i København

Efter 15 år: Emirates får endelig adgang til Berlin