Emirates skyder tilbage

Amerikanske flyselskaber havde ikke forventet, at vi ville kunne udfordre dem, påpeger Emirates’ bestyrelsesformand, der svarer igen på anklagerne om unfair konkurrence.

Amerikanske og europæiske flyselskaber havde aldrig forventet at blive udfordret af mellemøstselskaber som Emirates, Qatar Airways og Etihad. Men det er de blevet. Og i stedet for at klynke, så bør de koncentrerer sig om at give deres passagerer en god service.

Det er den kontante udmelding fra Emirates’ bestyrelsesformand, Sheik Ahmed Bin Saeed Al Maktoum, i et interview med Bloomberg.

”Tilbyd det bedste til passagererne og folk vil flyve med dig. De har ikke noget imod at betale ekstra for at flyve, hvis din service er god. I sidste ende handler det hele om service,” siger Sheiken.
Han reagerer på, at flere af de største amerikanske flyselskaber er gået på barrikaderne og har forlangt, at en 16 år gammel ”open skies” aftale mellem USA og emiratstaterne langs Den Persiske Golf skal revideres. De mener, at det er stærkt konkurrenceforvridende, når mellemøstselskaberne har de stenrige olieemirater i ryggen.

De var giganterne
Sheiken ser det som et udtryk for, at amerikanerne har undervurderet dem.

”Da de underskrev aftalen, insisterede amerikanerne på en ”open sky” politik, og mange flyselskaber så på os på det tidspunkt, som om de var giganterne,” siger Ahmed Bin Saeed Al Maktoum til Bloomberg og fortsætter:

”De havde aldrig forventet, at luftfartsselskaber fra denne del af verden (Mellemøsten, red.) ville udfordre dem.”

Miste deres arbejde
Hvis USA og Europa forsøger at lægge mellemøstselskaberne hindringer i vejen, så vil det koste arbejdspladser i netop USA og Europa, advarer sheiken.

”Hvis man forsøger at stoppe vores aktiviteter eller prøver at være vanskelige, så er jeg sikker på, at mange mennesker i USA eller Europa ville miste deres arbejde. For hvorfor skulle vi købe fly (i USA og Europa, red.), hvis du afskærer eller forsøger at afskære mig fra at flyve til dine destinationer,” siger Ahmed Bin Saeed Al Maktoum.