Det kan godt betale sig at fravælge visse flyselskaber, hvis man regner med at have meget bagage med på rejsen. En undersøgelse fra FDM viser nemlig store forskelle i priserne på bagageovervægt.
At rejse er for mange lig med shopping, og de fleste har prøvet at stå i en situation, hvor kufferten føles så godt som umulig at lukke inden turen går hjemad igen. Er man af denne type bør man gøre sit hjemmearbejde, for det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis vægten på bagagen overstiger det tilladte.
Det viser en undersøgelse foretaget af rejsebureauet FDM travel, der har samlet priser på bagageovervægt fra ti forskellige flyselskaber. Og selvom det kan være svært at sammenligne disse, da nogle selskaber regner pr. kg, hvor man hos andre er tvunget til at købe en ekstra kuffert, er der stadig nogle, der ligger langt over prisgennemsnittet.
SAS i den billige ende – KLM klart dyrest
Hos seks af undersøgelsens ti selskaber skal man betale et fast beløb, uanset om man overskrider den allerede bestilte plads med ét eller ni kilo, og ifølge FDM ligger denne pris på mellem 50 og 75 euro svarende til et spænd mellem 375 og 560 kroner.
Det kan derfor godt betale sig at købe ekstra bagage hos SAS, der med en pris på 379 kroner ligger blandt de allerbilligste. Her får man i modsætning til andre lige så billige alternativer som Lufthansa og Airberlin (begge 372 kroner) endda mere bagageplads, da man betaler for en hel ekstra kuffert med op til 23 kilo og ikke er begrænset til ni ekstra kilo som hos konkurrenterne.
Til gengæld bør man holde sig fra KLM, der i den grad skiller sig ud i den dyre ende. Det hollandske flyselskab tager hele 1079 kroner for op til ni kilo ekstra, hvilket er mere end dobbelt så meget som Air France og Alitalia, der ligger midt i skalaen med priser på henholdsvis 521 og 409 kroner.
Bestil hjemmefra
Der er dog også selskaber, der tillader rejsende at betale for hvert ekstra kilo, men her er prisen forholdsvis stabil, hvor Ryanair er billigst med 74 kroner pr. kilo og Norwegian dyrest med 90 kroner pr. kilo.
Denne løsning kan dog ikke altid betale sig, og vil man derudover være sikker på at få de allerbilligste priser, bør man bestille den ekstra bagage hjemmefra. Det mener administrerende direktør Jan Lockhart fra FDM travel.
”I nogle tilfælde kan det måske bedre betale sig at købe plads til en ekstra kuffert hos flyselskabet fremfor at tilkøbe et par ekstra kg, da prisen for overvægt kan være høj. Og her kan det også være en fordel at undersøge, om man kan købe den ekstra bagage, før man møder op i lufthavnen, hvor priserne ofte er højere”, siger Lockhart i en pressemeddelelse fra rejsebureauet.
Alle priser i undersøgelsen er på Economy Class og gælder for rejser i Europa.
Flyselskab | Pris | Særlig info |
SAS | 230 kr. | Det tilladte antal kg er 23 kg. Prisen gælder for bagagevægt mellem 23,1 og 28 kg |
Norwegian | 90 kr. pr. kg | Det tilladte antal kg er 20 kg |
EasyJet | 85 kr. pr. kg | 28 kr. pr. kg hvis man bestiller online. Her skal man dog minimum tilkøbe 3 kg. |
Lufthansa | 50 EUR (372 kr.) | Det tilladte antal kg er 23 kg. Prisen gælder for bagagevægt mellem 24-32 kg |
KLM | 145 EUR (1079 kr.) | Prisen gælder for bagagevægt mellem 23-32 kg |
Airberlin | 50 EUR (372 kr.) | Det tilladte antal kg er maks. 23 kg. Prisen gælder for bagagevægt mellem 23-32 kg |
British Airways | 75 EUR pr. strækning (558 kr.) | Det tilladte antal kg er maks. 23 kg. Prisen gælder for bagagevægt mellem 23-32 kg |
Ryan Air | 10 EUR pr. kg.(74 kr.) | Det tilladte antal kg er maks. 15 eller 20 kg (vælges ved reservation). Prisen gælder for overvægt derover. |
Air France | 70 EUR (521 kr.) | Det tilladte antal kg er maks. 23 kg. Prisen gælder for bagagevægt mellem 23-32 kg |
Alitalia | 55 EUR (409 kr.) | Det tilladte antal kg er maks. 23 kg. Prisen gælder for bagagevægt mellem 23-32 kg |