Til maj vil Air France atter sende fly i luften fra USA til Cannes Film Festival, som det franske flyselskab er partner for. Der udbydes også særflyvninger til et andet event i juni.
Air France har i mange år været partner for Cannes Film Festival, og derfor vil flyselskabet nok engang tilbyde direkte fly fra USA til Nice, der ligger i nærhed af filmeventet i Cannes.
Således oplyser Air France, at det vil sende et fly i luften på rute AF041 fra Los Angeles 11. maj 2026 klokken 14 med ankomst i Nice klokken 10.35 lokal tid den følgende dag. Der flyves retur til USA 25. maj på rute AF040, hvor flyet afgår fra den sydfranske by klokken 13.15 med landing i Los Angeles klokken 16.30 samme dag.
Dermed giver Air France atter mulighed for, at amerikanere kan udforske Den Franske Riviera om foråret og samtidig nyde spændingen ved den berømte internationale filmfestival.
Flyvningerne vil blive gennemført med en 312-sæders Boeing 777-300ER, der er udstyret med den nye La Première-kabine, hvor hver rejsende kan nyde 3,5 kvadratmeter luksus i luften.
Film på Air France-fly første gang i 1951
Air France har været partner for Cannes Film Festival i 46 år i træk, og det er 79. gang, at den store filmfestival afholdes. Festivalen løber af stablen i perioden fra 12. til 23. maj 2026.
At Air France er partner for Cannes Film Festival, er formentlig helt naturligt for flyselskabet. Den første film, der blev vist om bord på et Air France-fly, var nemlig ’An American in Paris’ i 1951, og det var på et Constellation-fly fra New York til Paris.
Siden da har filmoplevelser været en del af Air Frances DNA, og i dag er det en central del af rejseoplevelsen. På samtlige langdistancefly er der rig mulighed for at dykke ned i alskens film på de moderne HD-skærme.
Passagererne kan nyde helt op til 1.500 timers underholdning om bord – herunder et bredt udvalg af franske film, der har vundet priser ved Cannes Film Festival i tidligere år.
Flere specielle flyvninger til Cannes
Foruden særflyvningerne til Cannes Film Festival tilbyder Air France også specielle flyvninger i forbindelse med dette års Cannes Lions Festival, der afholdes i perioden fra 22. til 26. juni 2026 på Den Franske Riviera.
Således vil Air France gennemføre to rotationer mellem New York-JFK og Nice, og de begynder henholdsvis 20. og 21. juni fra USA og med returflyvninger 25. og 26. juni.
Flyvningerne fra New York udføres som rute AF043 med afgang klokken 16.30 og ankomst i Nice klokken 10.35 lokal tid den følgende dag. Returflyvningerne afgår på rute AF042 med afgang klokken 12 fra Nice og ankomst klokken 15 i New York samme dag. Også disse flyvninger udføres med Boeing 777-300ER med La Première-kabine.
Cannes Lions Festival er et globalt event for personer, der arbejder inden for kreativ kommunikation, reklame og relaterede områder.
Relaterede artikler:
Air France fejrer første flyvning med Concorden

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


