Estonian Air går konkurs

Det estiske flyselskab, Estonian Air, meddeler, at selskabet drejer nøglen om, og alle flyvninger indstilles. Afløser står klar i kulissen.

(Opdateret kl. 20:20) Det estiske flyselskab Estonian Air, går konkurs. Det skriver selskabet på sin hjemmeside.

Det nationale flyselskab oplyser, at flyvningerne bliver indstillet fra og med søndag morgen, den 8. november.

Konkursen betyder, at den eneste rute mellem Danmark og Estland står til at lukke, ruten København-Tallinn.

København-Tallinn-ruten bliver dog ikke efterladt userviceret, idet den estiske stat allerede lørdag har meddelt, at et nyt statsejet selskab tager over fra og med i morgen, søndag, hvor Estonian Air nu må slippe.

Genåbner otte ruer
Nordic Aviation Group, som er navnet på det nye selskab, blev stiftet allerede 25. september, og har således været klar til at lukke hullet efter Estonian Air.

Foreløbigt genåbnerNordic Aviation Group otte af de 14 ruter, som lukker med Estonian Airs konkurs. Heriblandt Tallinn-København.

Det nye selskab vil leje fly fra BMI, Trade Air, Next Jet, Carpatair samt Adria Airways.

Hjælp erklæret ulovlig
Estonian Air har i længere tid været i økonomisk uføre. Fremtidsudsigterne for det lille selskab tegnede for alvor sort, da EU-Kommissionen påbegyndte en undersøgelse af den støtte, som selskabet har fået fra den estiske stat.

Støtten blev lørdag erklæret ulovlig af EU-Kommissionen, og pengene skulle dermed betales tilbage. Men det har det lille flyselskab ikke haft midler til, hvilket allerede blev kendt i september måned.

Dengang blev eneste udvej udpeget til at være at lade selskabet gå konkurs og starte forfra, og det er det, som er sket nu.

Estonian Air har ikke haft overskud siden 2006, og ifølge EU- Kommissionen drejer det sig om 85 millioner euro plus renter, som selskabet, skulle betale tilbage. Desuden fastslog EU-Kommissionen, at Estonian Air ikke kunne modtage 40 millioner euro, som en del af en restrukturering af selskabet.

Det er EU-Kommissionens generaldirektorat for konkurrence, som ledes af danske Margrethe Vestager, der har truffet afgørelsen om støtten til Estonian Air.

Hjælper rejsende
Rejsende medEstonian Air mellem 8. november og 10. november vil i første omgang blive ombooket til andre selskaber, oplyser selskabet på sin hjemmeside.

Rejsende fra 11. november og frem har derimod udsigt til at kunne få refunderet deres billet, lyder det fra selskabet. Krav om refusion skal ske indenfor tre måneder oplyser selskabet.

Estonian Air havde ved konkursen 14 ruter – heraf én til København. Flåden talte syv fly fordelt på Embraer 170, CRJ700 og CRJ900.

Estonian Air er i dag ejet af den estiske stat, der har 97,34 procent af aktierne. SAS ejer stadig 2,66 procent af selskabet. Til TV2 siger senioranalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, at SAS vil lide et mindre tab på konkursen.