EuroBonus-samarbejde mellem SAS og Apollo

Fra den 1. maj kan feriegæster hos rejsearrangøren Apollo optjene SAS EuroBonus-point, når de køber en charterrejse.

Mens samarbejdet mellem Star Tour og SAS er blevet svækket de senere år, er det gået den anden vej i forbindelserne mellem Apollo og SAS. Hvert år flyver ca. 120.000 Apollo-gæster på ferie i et SAS-fly, og fra 1. maj bliver det nu muligt for at optjene SAS EuroBonus Extra-point, når Apollo-gæsterne køber en charterrejse.

Det er resultatet af et udvidet samarbejde mellem SAS og Apollo. En uge ved Middelhavet for familien, kan på den måde udløse bonuspoint, der kan anvendes til rejser med SAS. Samarbejdetbetyder yderligere, at Apollos “Exclusive“- og “Apollo Club“-kunder kanbruge SAS fasttrack og får adgang til SAS-loungen i Københavns Lufthavn.

“Det er første gang i rejsebranchens historie, at danskere får lov til at optjene EuroBonus point ved køb af en charterrejse. Det åbnes der nu op for med udvidelsen af vores årelange samarbejde med SAS, som varetager hovedparten af vores flyvninger“, siger administrerende direktør i Apollo, Jan Lockhart.

En familie på fire personer med børn over to år får fire gange det pointtal, rejsen udløser. Pointene kan de for eksempel bruge på en storbyferie eller til at opgradere til bedre flysæder på den følgende ferierejse – eller en anden rejse.

“Vi er meget glade for at kunne give Apollos gæster mulighed for at optjene EuroBonus point og dermed opleve endnu mere af SAS. Vi har et godt og tæt samarbejde med Apollo, og det er helt naturligt at indgå en partnerskabsaftale også på det her område. Det er et led i SAS´ strategi om at få flere partnere i EuroBonus,“ siger marketing- og salgsdirektør i SAS i Danmark, Per Møller Jensen.