Norwegian Boeing 737-800 i Københavns Lufthavn. (Foto: Arne V. Petersen)

Få aflyste Norwegian-fly onsdag

Norwegian havde tirsdag aften kun aflyst 17 afgange og ankomster i Københavns Lufthavn onsdag. Dermed ser trafikken ud til hurtigt at blive normal igen efter pilotstrejken sluttede tirsdag aften.

Den 11 dage lange pilotstrejke blandt de 700 skandinaviske piloter i Norwegian blev afsluttet tirsdag aften, da Norwegian og Norwegian Pilot Union indgik en aftale efter flere døgns intense forhandlinger.

At strejken er forbi, kan ses på oversigten over aflyste flyvninger på Norwegians hjemmeside. Her fremgik det tirsdag aften, at kun 17 ud af 90 ankommende og afgående fly i Københavns Lufthavn onsdag var aflyst.

Det handler om en afgang til Oslo, tre til Aalborg og tre til Stockholm samt fem ankomster fra Aalborg, tre fra Stockholm, en fra Oslo og en fra Helsinki.

Omkring fem af ankomsterne skyldes, at flyene ikke står i blandt andet Helsinki og Aalborg og derfor ikke er i stand til at gennemføre de planlagte morgenflyvninger ind til København. Flyene har siden onsdag, hvor de danske piloter nedlagde arbejdet, stået parkeret i Københavns Lufthavn.

Over middag er kun tre ankomster og tre afgange aflyst.

Fløjet uforstyrret
I Aalborg er fem Norwegian-afgange til København aflyst og tre ankomster fra København aflyst. Norwegian regner med at gennemføre sin ene daglige rotation mellem Oslo og Billund onsdag eftermiddag. På ruten mellem København og Karup har flyene fløjet uforstyrret under strejken. Det skyldes, at ruten opereres for Norwegian af Danish Air Transport.

Norwegians flyvninger fra Skandinavien til Spanien, England, USA og Thailand har ikke været forstyrret af strejken. Selskabet forventer, at trafikken vil være normaliseret i løbet af onsdag eftermiddag og aften.