Færre flyrejsende til Spanien

Danskerne vælger tilsyneladende Spanien fra som rejsemål. Der var næsten 35.000 færre ankomster fra Danmark i de spanske lufthavne i årets første fire måneder. Der er kun fremgang i passagertafikken til Alicante og Mallorca.

Udbuddet af flyruter fra Danmark til Spanien er i år rekordstort. Det sker på trods af en tydelig tilbagegang i ankommende flypassagerer til Spanien fra danske lufthavne.

I årets første fire måneder var der således 310.432 ankommende flypassagerer fra Danmark i 10 spanske lufthavne. Det var et fald på 10,1 procent, eller i alt 34.844 passagerer i forhold til samme periode året før, der havde 345.276 ankomster.

En af årsagerne er naturligvis Spanair-konkursen den 27. januar. Den betød, at der midlertidigt blev reduceret i den udbudte kapacitet på flyruterne til Spanien. En fremgang i januar måned på seks procent blev vendt til en tilbagegang i februar måned på mere end 12 procent.

Men tallene har endnu ikke rettet sig, selvom flere ruteflyselskaber effektivt har lukket hullerne efter Spanair. Alene i april måned var tilbagegangen på 19,8 procent svarende til næsten 20.000 passagerer.

Det på trods af øget kapacitet fra Norwegian samt en ny rute fra det spanske lavprisflyselskab Vueling. Endelig er Air Europa sidenhen kommet til med weekendflyvninger fra Barcelona og Madrid til København.

Ankommende flypassagerer fra danske lufthavne JAN-APR

Destination 2012 2011 Afvigelse Afvigelse %
Alicante 16.685 15.688 997 +6,4 %
Barcelona 35.409 54.136 -18.727 -34,6 %
Fuerteventura 18.366 20.413 -2.047 -10,0 %
Girona 6.588 7.419 -831 -11,2 %
Gran Canaria 77.207 79.343 -2.136 -2,7 %
Lanzarote 10.027 13.342 -3.316 -24,9 %
Madrid 27.027 38.375 -11.348 -29,6 %
Málaga 43.870 49.758 -5.888 -11,8 %
Mallorca 22.350 12.767 9.583 +75,1 %
Tenerife 52.871 53.880 -1.009 -1,9 %
Øvrige 32 154 -122 -79,2 %
Total 310.432 345.276 -34.844 -10,1 %

Kilde: AENA, Spanish Civil Aviation www.aena.es / spain.info

Kæmpe fremgang for Mallorca
Det er destinationerne Barcelona, Madrid og Lanzarote der har haft den største relative tilbagegang. Trafikken til disse tre destinationer er faldet mellem 25 og 35 procent i årets første fire måneder.

Derimod er der kæmpemæssig fremgang i trafikken til Mallorca. Her var der fra januar til april i alt 22.350 ankommende passagerer fra Danmark mod blot 12.767 i samme periode året før. Det svarer til en imponerende vækst på 75,1 procent.

Det er først og fremmest SAS-ruten fra København til den spanske ferieø, der har trukket væksten. Denne rute åbnede i september sidste år, men også Ryanairs øgning af frekvenser fra Billund samt en ny rute fra Aarhus siden den 27. marts i år har været med til at bidrage til den kraftige passagerøgning til lufthavnen i Palma.

Også Alicante har fremgang fra 15.688 ankommende flypassagerer til i alt 16.685 i perioden. Det svarer til 997 ekstra passagerer og en stigning på 6,4 procent.

Gran Canaria er stadig den største destination, mens Tenerife nu har overhalet Barcelona som den næststørste spanske destination med ialt 52.871 ankommende flyrejsende i årets fire første måneder.