Ledelsen i Aalborg Lufthavn fejrede ruteåbningen til Reykjavik sammen med besætningen på Plays Airbus A320. (Foto: Aalborg Lufthavn | PR)

Lørdag med ‘Rød Aalborg’ i nordjysk lufthavn

De røde farver dominerede lørdag i Aalborg Lufthavn, da den nordjyske lufthavn fik to nye destinationer på rutekortet. Fremover er det muligt at flyve til både Alicante og Reykjavik.

En Rød Aalborg er navnet på den velkendte Aalborg Taffel Akvavit, der tidligere blev produceret i den nordjyske by, og lørdag var de røde farver også dominerende i Aalborg Lufthavn, der var pyntet op til hele to ruteåbninger samme dag.

Der var hverken ‘tremastere’, ‘halve aber’ eller ‘kyllinger’ som er kælenavnene på de tre flaskestørrelser for den populære snaps, men i stedet en del forventningsfulde rejsende, der skulle flyve til enten Alicante eller Reykjavik.

Først var det Norwegian, der kl. 11.00 sendte en 189-sæders Boeing 737 MAX 8 på vingerne med kurs mod den spanske havneby i Valencia-regionen. Flyet havde meget passende den amerikanske pilot Charles Lindbergh på halen – den første pilot, der alene fløj nonstop over Atlanterhavet i 1927.

Halvanden time senere var turen kommet til islandske Play, der havde en Airbus A320-200 med plads til 174 passagerer klar til premiereflyvningen til Keflavik International Airport ved Reykjavik. Her var der både passagerer til den islandske hovedstad, mens andre rejsende skulle videre til Nordamerika via den islandske lufthavn.

En rigtig god dag
Fra morgenstunden var der pyntet op med røde og hvide balloner, flag, og de røde snore og store guldsakse ventede på snoreklipningen for at markere den officielle åbning af de to ruter. Herudover blev passagererne trakteret med kage og kaffe i de to gates, hvor flyene afgik fra.

Lufthavnens administrerende direktør Niels Hemmingsen strålede om kap med solen ved lørdagens ruteåbninger.

“Det er en rigtig god dag i Aalborg Lufthavn. Først havde vi fornøjelsen af igen at kunne sende forventningsfulde feriegæster afsted til spanske Alicante med Norwegian – en efterspurgt rute, som blandt andet kommer danskere med egen lejlighed i Alicante til gode. Derefter kunne vi sende det første fly afsted direkte til Reykjavik med PLAY, der er en stor rutenyhed fra Aalborg, og en rute, der har været arbejdet på i flere år.”

Alternative forbindelser til USA og Canada
Norwegian har tidligere fløjet til Alicante fra den nordjyske lufthavn, men Play-ruten er helt ny. Den åbner nogle særlige muligheder for passagerer, der vil rejse til Nordamerika, selvom det i dag er muligt at flyve direkte fra Aalborg til New York-Newark med SAS samt via Amsterdam eller København til en lang række nordamerikanske destinationer.

Play flyver i første omgang to gange ugentligt til Keflavik-lufthavnen frem til den 27. oktober. 

“Nye og fantastiske destinationer er nu indenfor rækkevidde fra Aalborg Lufthavn – med kun ét kort stop på vejen. Vi er glade for at sætte skub i danskernes feriedrømme, der også er til at betale, så der er mere luft i feriebudgettet. Din rejse kan sættes sammen på mange forskellige måder, hvor det for eksempel er muligt at kombinere en forlænget weekend i Island med storbyferie i Toronto, New York eller Washington,” lyder det fra Birgir Jónsson, administrerende direktør hos Play.

 

Relaterede artikler:

Islandsk flyselskab i stor vestdansk offensiv

Nye Play-fly parkeres i dansk lufthavn

To nye Norwegian-ruter fra Aalborg Lufthavn