Boeing 737-800 fra Norwegian i Aarhus Airport. (Foto: Aarhus Airport | Facebook)

Norwegian også i Aarhus Airport i 2025

Efter at have været sat i venteposition i over to måneder kan Aarhus Airport nu glæde sig over, at Norwegian også vil tilbyde Spanien-ruter i 2025. Der bliver dog kun tre ugentlige afgange mod fem i 2024.

Det var på hængende hår, at der også kommer til at stå Norwegian på afgangstavlerne i Aarhus Airport i sommeren 2025.

I den forgangne sommer debuterede Norwegian i den østjyske lufthavn med ruter til Alicante, Málaga og Palma de Mallorca med samlet fem ugentlige afgange.

Norwegian har allerede for flere måneder siden sat sit sommertrafikprogram til salg, og dengang var Aarhus-ruterne ikke med, da der var tvivl om, hvorvidt det norske lavprisflyselskab havde kapacitet til rådighed til at kunne fortsætte satsningen i Aarhus Airport.

Nu er det alligevel lykkedes at frigøre flykapacitet, men til gengæld må Aarhus Airport acceptere, at der bliver omkring 40 procent færre udbudte sæder til rådighed, da der blot vil blive fløjet en gang ugentligt til de tre destinationer, hvor Alicante og Palma de Mallorca havde to ugentlige frekvenser i sommeren 2024.

“Vi har efter længere tids evaluering og dialog med Aarhus Airport besluttet at fortsætte alle tre ruter fra dette års sommerprogram – Alicante, Malaga og Palma de Mallorca – i vores sommerprogram for 2025. Dog med færre afgange. Alle tre ruter vil i næste års sommerprogram flyve én gang ugentligt,” siger Sara Westphal Emborg Neergaard, til Check-in.dk.

Stadig i konkurrence med Ryanair
I 2025 starter Norwegian sæsonen fredag den 4. april med Alicante, mens Málaga-ruten åbner dagen efter. Til Palma de Mallorca flyves der først fra torsdag den 26. juni 2026, når skoleferien starter.

Hos Aarhus Airport er der ikke uventet glæde hos administrerende direktør Lotte Sandsgaard ved udsigten til, at lufthavnen har fået genvalg fra Norwegian.

“Vi er meget glade for, at Norwegian prioriterer Aarhus Airport igen i 2025. Spanien står øverst på listen over danskernes mest populære rejselande, og det afspejler sig i østjydernes rejsemønster. Alicante blev som ny destination taget rigtigt godt imod af de rejsende, og Norwegians afgange til Malaga og Palma de Mallorca var et stærkt supplement til vores allerede eksisterende ruter.” 

I 2025 får Norwegian også – ligesom i år – konkurrence fra Ryanair mellem Aarhus og Málaga. Det  irske lavprisflyselskab tilbyder deres afgange på mandage og torsdage, mens Norwegian flyver på den attraktive afgang om lørdagen – dog først kl. 19.45 om aftenen i stedet for kl. 10.30 i den forgangne sommer.

 

Relaterede artikler:

Norwegian sætter Aarhus Airport i venteposition

Danmark vigtigere end nogensinde før for Norwegian

Aarhus med i ny ruteoffensiv fra Norwegian