Fagbevægelse har ikke givet op over for Ryanair

Det var alene for at få juraen kontrolleret en ekstra gang, at fagbevægelsen fredag ikke valgte at varsle konflikt mod Ryanairs operationer i Billund Lufthavn, sådan som det ellers var planen.

3F, HK og Dansk Metal sagde fredag nej til at iværksætte en blokade af Ryanairs operationer i Billund, sådan som Flyvebranchens Personale Union (FPU) ellers havde ønsket.

Men FPU afviser, at nej’et er udtryk for, at fagbevægelsen ikke tør tage kampen op mod Ryanair. De øvrige fagforeninger var på fredagens møde ikke parate til at gå i aktion her og nu. Men det var alene fordi, de ville være 100 procent sikre på, at de juridiske detaljer var på plads. For når slaget skal slås, så skal det ikke være formalia eller juridiske fodfejl, der bliver udslagsgivende.

“LO undersøger forskellige muligheder og det er det, som vi afventer,“ siger Anders Mark Jensen, næstformand i Flyvebranchens Personale Union, som organiserer danske piloter og kabinepersonale.

LO’s jurister er blevet bedt om at vende tilbage med deres vurdering så hurtigt som muligt, men Anders Mark Jensen vil ikke sige noget om hvornår den juridiske vurdering ligger klar.

FPU ønsker at indlede en blokade mod det irske lavprisselskab, fordi det har uorganiserede piloter og kabinepersonale stationeret på sin base i Billund. Men for at kunne blokere, har FPU brug for hjælp fra de andre fagforbund, som organiserer bagagefolk, sikkerhedskontrollører, check-in personale og butiksansatte i lufthavnen.

På krigsstien
Ryanair har gennem flere år fløjet til og fra den midtjyske lufthavn, men det var først da selskabet i marts i år stationerede to fly og 50 – 60 medarbejdere på dansk jord, at fagbevægelsen kom på krigsstien.

I maj havde en række medarbejdere i Billund Lufthavn indkaldt til et medarbejdermøde, da de var nervøse for, hvad en strejke i sidste ende vil betyde for antallet af arbejdspladser i lufthavnen. Ryanair står for cirka en tredjedel af passagermængden i Billund, og hvis Ryanair vælger at forlade den midtjyske lufthavn, frygter medarbejderne, at det vil koste arbejdspladser.

CHECK-IN.dk erfarer, at den lokale skepsis er blevet bemærket på fagforeningernes hovedkontorer i København. Især 3F, der blandt andet organiserer handlingpersonalet i lufthavnen, er tøvende over for at iværksætte blokaden. For 3F’s medlemmer i lufthavnen vil sandsynligvis blive dem, der først bliver ramt af eventuelle nedskæringer, da de typisk står for lastning og losning af bagage samt indvendig rengøring af flyene.

Sagen opfattes dog også af fagbevægelsen som værende principiel, da den i deres øjne handler om social dumping og lønpres.