Delta Air Lines måtte se sit overskud falde til under én milliard dollar i årets tredje kvartal efter udfordringer med det store IT-nedbrud 19. juli. Indtjeningen ventes dog at stige igen frem mod nytår.
Der vil formentlig gå en del år, før Delta Air Lines glemmer fredag 19. juli 2024, hvor selskabet blev ramt af et stort IT-nedbrud.
Det var en fejl i en opdatering af IT-sikkerhedssystemet CrowdStrike, der betød, at 8,5 millioner devices med Microsoft Windows gik ned. Det resulterede i kaos hos Delta, der endte med at få konsekvenser for 500.000 passagerer som følge af, at selskabet i dagene efter måtte aflyse cirka 7.000 flyvninger.
IT-nedbruddet har da også sat tydelige spor i Deltas regnskab for årets tredje kvartal. Den amerikanske luftfartsgigant fik et nettooverskud på 971 millioner dollar, hvilket svarer til 6,49 milliarder kroner. Indtjeningen faldt dog med 26 procent i forhold til samme kvartal i 2023, hvor overskuddet landede på 1,31 milliarder dollar (8,75 milliarder kroner, red.).
Omsætningen hos Delta Air Lines, der 1. september i år indledte samarbejde med SAS i SkyTeam, endte på 14,6 milliarder dollar (97,5 milliarder kroner, red.), hvilket var 41 millioner dollar mere i omsætning end i tredje kvartal sidste år.
Forventer godt fjerde kvartal
Som følge af IT-nedbruddet mistede Delta Air Lines 380 millioner dollar i indtægter fra de aflyste flyvninger, ligesom der var 170 millioner dollar i ekstra udgifter – en stor del af disse gik til kompensation til strandede passagerer. Omvendt sparede flyselskabet 50 millioner dollar i brændstof ved at aflyse de omkring 7.000 afgange.
Delta forventer imidlertid at øge indtjeningen igen i årets fjerde kvartal i forhold til samme kvartal sidste år. Selskabet regner med at drage fordel af mindre konkurrence fra lavprisflyselskaber, og samtidig vil det søge kompensation for nedbruddet i juli, der altså kostede omkring en halv milliard dollar.
Ed Bastian, koncernchef hos Delta Air Lines, oplyser, at bookinger til Thanksgiving og jul er stærke, men at han inden da forventer et mindre fald i rejseefterspørgslen, da amerikanerne bekymrer sig om udfaldet af præsidentvalget 5. november.
”Det er et fænomen, vi har observeret i løbet af de seneste nationale valg. Man kommer til at se folk tage beslutninger, indtil de forstår, hvad resultatet af valget bliver. Det kan eksempelvis være beslutninger omkring køb af ferie, køb af et apparat eller foretage et boligkøb,” lyder det fra Ed Bastian i et interview ifølge nyhedsbureauet AP.
Relaterede artikler:
SAS-codeshare med Delta Air Lines er godkendt