Falk Lauritsen kombinerer rejsen med madoplevelser

Falk Lauritsen tilbyder sine gæster at tage på en rundrejse, hvor destinationens mad og gastronomi er i centrum. Målet er at give de rejsende et indblik i det pågældende lands madkultur, og rundrejserne finder sted på flere kontinenter.

Ofte er maden en vigtig del af ferien, da man som turist får mulighed for at stifte bekendtskab meden anderledes madkultur, end man er vant til hjemmefra. Og mange kender formentligt til, at man tager det italienske eller græske køkken med hjem fra ferien og forsøger sig med udenlandske opskrifter, når rejsen er slut.

Nu er der mulighed for at få et indblik i madkulturen, imens man befinder sig på destinationen. Falk Lauritsen har lanceret en række rundrejser rundt omkring i verden, hvor der er mulighed for at kombinere ferien med madoplevelser fra for eksempel det italienske, franske eller amerikanske køkken. I alt tilbyder rejsearrangøren 26 forskellige rundrejser til 24 forskellige rejsemål.

Idéen er at give den rejsende et indblik i det pågældende lands madkultur og gøre gæsten klogere på landets gastronomi. Det er muligt at lære om alt fra mozzarellaen i Italien over de franske vindruer til græsk middelhavskost. Derudover kombineret med naturoplevelser, kirkebesøg og andre kulturelle seværdigheder.

”Ernæring er en stor trend, og maden spiller en stadig større rolle for mange mennesker, ikke mindst når vi er ude at rejse, og derfor er det naturligt at lave en tematisk vinkel, som giver gæsterne mulighed for at opleve klassiske rejsemål på en ny måde,” forklarer Søren Buchbjerg, salgs- og marketingsdirektør hos Falk Lauritsen.

Rundrejserne foregår med lokalkendte og dansktalende rejseledere, som kender til området og dets kultur.

”Det gastronomiske tema giver anledning til at komme om bag facaden og tættere ind på livet af lokalbefolkningen. Det bliver en anden måde at opleve og sanse rejsemålet på. Samtidig har vi nogle byer og lande med på programmet, for eksempel Rom og Firenze i Italien og Nice og Avignon i Frankrig, som vi ikke tidligere har rejst til, og på den måde er vores rejseportefølje blevet udvidet betragteligt med de nye europæiske rundrejser.”

Udover de europæiske rejsemål tilbyder Falk Lauritsen bl.a. rundrejser til New Zealand, Sydafrika, Indien og USA.