(Foto: Norwegian | PR)

Femte måned i træk med passagerfremgang

I maj fløj flere end 1,6 millioner passagerer med Norwegian, og det er således den største måned siden coronapandemien. Der forventes endnu flere passagerer i de kommende måneder.

Med 1.628.040 passagerer i Norwegians rødnæsede Boeing 737-fly i sidste måned, kan det norske lavprisflyselskab glæde sig over, at selskabet for alvor er på vej fremad.

Det er nemlig femte måned i træk med passagerfremgang, og alene i maj var der 16 procent flere rejsende i forhold til måneden før. Samtidig var maj 2022 den bedste måned siden coronapandemiens start samt den efterfølgende rekonstruktion af selskabet.

“Vi nærmer os hurtigt højsæsonen og fortsætter den planlagte øgning i ruteprogrammet for at imødekomme efterspørgslen. Til trods for kapacitetsudfordringer i enkelte lufthavne gennemfører vi tæt på 100 procent af de 400 daglige flyvninger, som vi har sat op, og dét med en høj grad af punktlighed,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.

Belægning på under 80 procent
I maj var der gennemsnitligt 64 fly i drift, og i de kommende sommermåneder øges antallet til i alt 70 fly. Dermed er der også kapacitet til rådighed til at sikre væksten i de kommende måneder.

Norwegian noterer sig, at bookingerne frem mod sommeren og skoleferien fortsætter med at stige. Det er især sol- og badedestinationerne, der trækker, mens der efterhånden også er ved at komme godt gang i bestillingerne til de klassiske storbyrejsemål.

Den udbudte sædekapacitet var i maj på 2.459 millioner passagersædekilometer, og heraf blev 1.947 millioner passagersædekilometer solgt, hvilket betød, at belægningsgraden landede på 79,2 procent.

Lavere punktlighed
Punktligheden var i maj på 84,9 procent, hvilket var 11 procentpoint lavere end i maj 2019, hvor 95,9 procent af flyvningerne afgik til tiden. Dengang var produktionen dog noget lavere, og der var ikke det samme pres som hele luftfartens værdikæde oplever i øjeblikket.

Derimod var regulariteten i årets maj noget bedre end sidste år. I alt 99,7 procent af de udbudte flyvninger blev gennemført mod 99,1 procent i maj 2021.

 

Relaterede artikler:

Bedste måned hos Norwegian siden pandemien

Næsten en million passagerer med Norwegian

Norwegian haler ind på SAS