En Boeing 737-800 fra Norwegian. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Bedste måned hos Norwegian siden pandemien

Norwegian havde 1,4 millioner passagerer i april, hvilket var den bedste måned siden coronapandemiens begyndelse. Selskabet øgede antallet af aktive fly med 12.

Det er gået mærkbart fremad for Norwegian i de seneste måneder.

Det norske lavprisflyselskab har i den grad fået passagererne tilbage i flyene, hvilket trafiktallene for april tydeligt viser. Norwegian havde 1.400.396 passagerer i april, og til sammenligning var tallene for februar og marts henholdsvis 643.089 og 940.149 passagerer.

April var dermed den bedste måned for Norwegian, siden coronapandemien tog sin begyndelse i marts 2020. Den hidtil næstbedste måned var oktober 2021, hvor lidt over 1,2 millioner passagerer rejste med selskabet. Den tredjebedste måned hos Norwegian, siden pandemien brød ud, var november 2021 med godt én million passagerer.

Norwegian havde en belægningsgrad i april på 78,7 procent, hvilket repræsenterede en lille tilbagegang fra marts. Her var belægningsgraden på 80,3 procent.

Fra 48 til 60 aktive fly
Den lille tilbagegang i belægning kan dog ses i sammenhæng med, at Norwegian i den forgangne måned oprustede markant i flykapacitet.

Mens Norwegian gennemsnitligt opererede 48 Boeing 737-fly i marts, tog lavprisflyselskabet yderligere 12 fly i brug i april. Dermed havde Norwegian 60 aktive Boeing 737-fly i løbet af den første måned, efter sommertrafikprogrammet var begyndt, og hvor der i denne forbindelse var en række ruteåbninger.

”I løbet af den seneste måned har 1,4 millioner passagerer valgt at flyve med Norwegian. Det er mere end en fordobling på to måneder, og jeg er glad for, at rejselysten fortsætter med at stige. Vi har øget vores kapacitet betydeligt på kort tid, og vi har samtidig styrket indtjeningen,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian, i en pressemeddelelse.

Sommeren ser lovende ud
Produktionen er øget med mere end 50 procent i april sammenlignet med marts. Punktligheden i april var 82,6 procent, og denne parameter var påvirket af kapacitetsudfordringer i flere lufthavne, oplyser Norwegian. 99,3 procent af de planlagte flyvninger blev gennemført.

’Bookingtallene for sommeren er meget positive, og selskabet noterer sig samtidig, at flere forretningsrejsende ønsker at flyve med Norwegian,’ skriver selskabet i forbindelse med offentliggørelsen af trafiktallene for april.

 

Relaterede artikler:

Næsten en million passagerer med Norwegian

Status quo for Norwegian i februar

Norwegian er gode til at fylde flyene