Finnair går efter unge japanske kvinder

Med Mumitrolde og Marimekko-design har Finnair i en ny marketingsstrategi til det japanske marked valgt at gå benhårdt efter unge kvinder under 35 år.

Finnair har netop lanceret en ny strategi for markedsføringen af selskabets ruter til og fra Japan. Strategien skal være med til at fordoble antallet af rejsende på ruterne, og her spiller især unge japanske kvinder en helt central rolle, fortæller flyselskabets marketingschef til det finske erhvervsmagasin Talouselämä.

”Vi har analyseret det japanske marked nøje og fundet ud af, at den vigtigste målgruppe er unge kvinder under 35 år. Det er dem, der træffer beslutninger om rejsemål, og de unge kvinder følger trendene og ynder at rejse til eksotiske destinationer her i blandt Finland,” forklarer marketingschef, Jarkko Konttinen.

For at få de unge kvinder og deres familier til at rejse med Finnair til Finland har flyselskabet kørt det tunge annonceskyts i stilling i form af Mumitrolden og alle de andre væsener fra Tove Jansons eventyr om Mumidalen. Det hvide eventyrvæsen med den store mule nyder nemlig en voldsom stor popularitet i Japan.

Markedsføring på de sociale medier
At Mumitroldene er populære i Japan, opleves blandt andet i den finske Mumi-forlystelsespark, hvor japanerne sidste år var den femte mest besøgende nationalitet i parken med flere tusinde besøgende ud af et samlet besøgstal på 200.000.

Mumi-World, som er parkens officielle navn, åbnede i 1993, som højdepunktet i det såkaldte Mumi-boom, der rullede i 1990’erne. Her oplevede eventyrvæsenerne at blive meget populære. Ikke kun i Norden og Baltikum, hvor Tove Jansons bøger igennem mange år har været bestsellere, men også i Japan. Især lanceringen af en animeret tegnefilmsserie på 104 afsnit var med til at gøre de finske væsner til et kultfænomen, og det har hængt ved lige siden.

Mumi-markedsføringen af Finnair kommer til at finde sted på de sociale medier, der er en af de vigtigste reklamekanaler for flyselskabet i Japan. Finnair har allerede sat adskillige millioner euro ind på at styrke sine annonceringer via de sociale medier. Den finske nationalcarrier har også tidligere brugt Mumi i sin markedsføring ved at dekorere sine langrutefly til Japan, med motiver af Mumitrolden og hans venner: Sniff, Mumrik og Snorkfrøken.

Foruden Mumi vil også det finske designikon Marimekko indgå i markedsføringen af Finnair. Flyselskabet samarbejder allerede med Marimekko om design af interiør af både fly og service samt eksteriør på et af selskabets langrutefly. Finnairs Japan-strategi styrkes endvidere af det joint venture, som flyselskabet i april måned indledte med Japan Airlines og British Airways.

Billede (nederst): Finnair har ikke MD11-fly i sin flåde længere, men i 2006 blev to af disse fly malet i et specielt Mumi-tema. Foto: (øverst) Finnair og (nederst) Antti Havukainen
.