Finnair overhaler SAS i interkontinental trafik

Finnair har overhalet SAS som nordens største luftfartsselskab på de interkontinentale ruter. Efter årets første ti måneder har 1,2 mio. rejst med Finnair via Helsinki til Asien og USA, mens SAS har haft 1 mio passagerer på selskabets interkontinentale ruter.

For år tilbage var SAS det suverænt største interkontinentale luftfartsselskab i Norden. Men denne position har Finnair erobret gennem de seneste års markante vækst på selskabets ruter til især Asien.

Således har Finnair med udgangen af oktober måned transporteret 1,2 millioner passagerer på selskabets interkontinentale ruter i år, mens SAS lige netop har rundet 1 million passagerer på samme segment.

I oktober måned var forskellen dog ikke så markant som de tidligere måneder. Her rejste 111.000 passagerer med SAS til Asien og USA, mens 124.400 passagerer steg ombord i Finnairs interkontinentale fly.

Men ser man i stedet på passagervækst, er det SAS der i oktober måned har førertrøjen på. Her steg den interkontinentale passagertrafik hos det skandinaviske luftfartsselskab med 8,9 procent fra 102.000 til 111.000. Det betød samtidig, at 90 % af den udbudte kapacitet blev solgt.

Anderledes så det ud hos Finnair, der mistede 13 procent af passagererne til Nordamerika, men til gengæld havde en vækst på 3,6 procent i trafikken til og fra Asien. Men kun 85,9 procent af de udbudte sæder i Asien-trafikken blev solgt.

År til dato er det dog Finnair, der går sejrrigt ud af den nordiske duel. Væksten i passagertallet på Asien-ruterne har været på 9,9 procent, mens SAS kun kan rapportere om en samlet interkontinental passagervækst på 4,2 procent.

Finnair flyver tilni destinationer i Asien: Bangkok, Beijing, Delhi, Hong Kong, Nagoya, Osaka, Shanghai, Seoul og Tokyo. Herudover etableres en rute til Singapore fra foråret 2011. I Nordamerika er New York og Montreal selskabets destinationer.

SAS opererer interkontinentale ruter til Bangkok, Beijing, Dubai og Tokyo samt Chicago, New York og Washington. Fra efteråret 2011 vil SAS genåbne ruten fra København til Shanghai.

Foto: Finnair har overhalet SAS i den interkontinentale trafik.