Fly fra Finnair i Helsinki Lufthavn. (Foto: Markus Mainka | Shutterstock.com)

Finnair rammes af endnu en strejke

Fredag bliver Finnair endnu engang påvirket af arbejdsnedlæggelse blandt personalet beskæftiget med ground handling og catering. Omkring 60 flyvninger ventes aflyst – herunder to CPH-rundture.

I begyndelsen af maj var Finnair ramt af strejker blandt personalet organiseret i Finnair Aviation Union (IAU), og nu er der en ny arbejdsnedlæggelse på vej.

Således oplyser Finnair, at Finnair Aviation Union har varslet en ny strejke i Helsinki Lufthavn fredag 16. maj, hvilket vil give omfattende forstyrrelser af Finnairs flytrafik. Der er tale om en fire-timers strejke, der rammer det finske flyselskab på flere områder – herunder blandt andet ground handling og catering.

Strejken fredag vil give Finnair driftsforstyrrelser i et omfang, hvor der forventes cirka 60 aflyste flyafgange, hvilket vil påvirke cirka 6.000 kunder.

Medlemmerne af Finnair Aviation Union er utilfredse med, at det fortsat ikke er lykkedes at lande en ny overenskomst med arbejdsgiverorganisationen Palta, der repræsenterer Finnair.

Kunder vil få tilbudt ny rute
Finnair-kunder, der vil blive berørt af fredagens strejke, vil blive tilbudt en alternativ afgang, som vil kunne ses på Finnairs hjemmeside eller i flyselskabets mobilapplikation.

”Vi beklager meget ændringerne i vores kunders rejseplaner som følge af denne situation. Vi gør vores bedste for at tilbyde vores kunder en ny rute så hurtigt som muligt,” siger Jaakko Schildt, driftsdirektør hos Finnair.

Af Flightradar24 fremgår det, at to rundture mellem Helsinki Lufthavn og Københavns Lufthavn er aflyst indtil videre fredag 16. maj. Der er tale om flyvningerne med rutenumre AY955/956 og AY965/966.

Foruden fredagens strejke har Finnair Aviation Union også varslet en lignende arbejdsnedlæggelse mandag 19. maj. Finnair har endnu ikke overblik, hvad en strejke mandag vil have af driftsmæssige konsekvenser.

Forhandlinger siden januar
Forhandlingerne mellem Finnair Aviation Union og Palta har været i gang siden slutningen af januar i år, og tidligere i maj var der også strejker blandt personalet.

Således var der fire-timers strejker både fredag 2. maj og mandag 5. maj. Her blev Finnair påvirket i teknisk vedligehold, ground handling og catering i Helsinki Lufthavn.

Om fredagen var Finnair tvunget til at aflyse 140 flyvninger med konsekvenser for cirka 12.000 kunder. Fire rundture til CPH blev aflyst denne dag. Om mandagen måtte flyselskabet aflyse 100 flyvninger til gene for cirka 7.500 kunder.

 

Relaterede artikler:

Finnair rammes af strejke blandt jordpersonalet (opd.)

Strejker kostede 165 millioner kroner hos Finnair

Orlov i syv måneder: Finnair sender 36 piloter hjem